”Glæde”, ”lettelse” og en enkelt "reservation" hos ø-færgerne
Regeringen har fremlagt et forslag til fuldt landevejsprincip i forbindelse med finansloven for 2024, og det betyder, at det skal være lige så billigt at tage færgen til en af de danske øer, som hvis der gik en landevej, og man kunne køre strækningen i egen bil.
- Det er glædeligt. Vi har i lang tid efterspurgt at få gennemført det fulde landevejsprincip, siger sekretariatsleder Jan Fritz Hansen fra Færgesekretariatet. Sekretariatet repræsenterer de danske småøers færgeinteresser.
I 2016 opstod landevejsprincippet som politiske ide, og siden har man fået regeringstilskud til færgeruter, men på forskellige tidspunkter af sæsonen. For at princippet kan fuldt udmøntes på alle færgeruter hele året, har man manglet godt 50 millioner kroner, og det er de penge, som der nu er givet lovning på i forbindelse med finansloven for 2024.
Dog tager Jan Fritz Hansen enkelte forbehold. De 50 millioner kroner er et lidt ældre estimat af, hvad der mangler for en fuld udmøntning af landevejsprincippet. Og i Færgesekretariatet er man usikre på, om der taget højde for de sidste års prisudvikling.
- Det er min eneste reservation. Vi har selv regnet på, at en fuld udmøntning af landevejsprincippet ville koste omkring 50 millioner kroner, men det har vi ment et par år. Min lille reservation går på, om 50 millioner kroner dækker helt efter den inflation, som samfundet har oplevet de sidste par år. Når det er sagt, så ændre det ikke på, at det er en glædelig nyhed.
Det, at vi ikke skal ændre priserne alt efter sæson, er en kæmpe administrativ lettelse for os Jan Fritz Hansen, direktør, færgesekretariatet
Farvel til takstrod
Et af problemerne ved det tidligere landevejsprincip var dets sæsonbetonede karakter.
- Ø-kommunerne - Læsø, Ærø, Samsø og Fanø - har manglet mest, for de har ikke kunnet lave landevejsprincip om sommeren, fortæller Jan Fritz Hansen.
Altså, de mindste øer uden egen kommune har haft færgefart til landevejsprincippris i sommermånederne, men det har de store ø-kommuner ikke haft. I sommersæsonen har der været fuld pris for at sejle med færge til Samsø, Læsø, Ærø og Fanø. Det er slut nu.
- Det, at vi ikke skal ændre priserne alt efter sæson, er en kæmpe administrativ lettelse for os. Nu kan vi have samme prisniveau året rundt.
Jan Fritz Hansen påpeger, at lavere billetpriser til færgeturen til ø-kommunerne er broderparten af de nye 50 finanslovsmillioner. Resten går til de ø-færger, som sejler til øer, som ikke har egen kommune.
Den største luns
- At sænke priserne til ø-kommunerne er den største luns, måske 30-40 millioner kroner, men når det regner på præsten, drypper det på degnen, så lidt er der også til færgerne til de mindre øer, og det tager vi glædeligt med, siger Jan Fritz Hansen.
Et af de dryp, som Jan Fritz Hansen tager med, er, at de mindste øer ikke længere skal ophæve landevejsprincippet i kortere perioder uden for de store ferier. Slutteligt håber Jan Fritz Hansen, at regeringens nye finanslovsudspil er sidste skridt i retning af en permanent ordning for ø-færgerne.
- Godt nok nævnes der en tidsbegrænsning i regeringens forslag, men med hvert lille skridt bliver der færre forbehold i ordningen, slutter sekretariatslederen.