Viking køber tre nabogrunde i Esbjerg for en sikkerheds skyld
Den store danske maritime virksomhed Viking, som især er kendt for sine redningsflåder, har med købet af tre matrikler på i alt 20.000 m2 øst for hovedkvarteret på Sædding Ringvej understreget, at man ser sin fremtidige udvikling og vækst i Esbjerg.
Vi har ingen aktuelle byggeplaner Henrik Uhd Christensen, Viking
- Vi ønsker at kunne fortsætte væksten globalt med udgangspunkt i det lokale hovedsæde på Sædding Ringvej. Med grundkøbet er vi ikke begrænset af de fysiske rammer i vores langsigtede udvikling, siger Henrik Uhd Christensen, direktør i Viking.
Virksomeden har siden 1965 haft adresse på Sædding Ringvej. Her har man udvidet ad flere omgange, senest er der føjet et større lejemål på Håndværkervej 4 til for at sikre den nødvendige plads.
Der skal dog ikke bygges på de tre nye grunde, de er blot købt for en sikkerheds skyld.
- Vi har ingen aktuelle byggeplaner. Erhvervelsen af grunden er en del af en langsigtet strategi for tilstedeværelse i Esbjerg og dermed en sikring af muligheden for at udvide, hvor vi har hovedsæde, hvis behovet opstår, siger topchefen.
Overtagelsesdatoen for ejendommene er den 30. september 2023. Skiftet i ejerkredsen påvirker ikke de nuværende lejere i området.