Borgmester ser helt nye muligheder for Næstved Havn
Som så mange andre steder i landet ser kommunalpolitikerne i Næstved en gevinst i at omdanne bynære havneområder til attraktive nye boligområder. Derfor har byrådet besluttet, at havneaktiviteterne skal ophøre i 2034.
Slut med inderhavnen i Næstved
Det har samtidig sat gang i spekulationerne om, hvad der skal ske med de nuværende havneaktiviteter, der blandt andet består af håndtering af grus og glas. Det fortæller Sjællandske Nyheder.
Flytte til Vordingborg
Debatten er aktuel, fordi kommunen er i gang med forberedelserne til budgetforhandlinger for de kommende år, og planer om etablering af en helt ny havn i kanalen spøger stadig.
Men borgmester Carsten Rasmussen (S) ser også helt nye muligheder for sig ved at flytte havneaktiviteterne helt til Vordingborg Havn, der står foran en større udvidelse.
- Vi kan kompensere virksomhederne. Det må havnen godt. Det kunne være 20 år på de samme vilkår, de har nu. Vi samarbejder på tværs af kommuner på mange områder. På forsyningen. På brand og redning, siger han til Sjællandske Nyheder.
Sælge fra
Ud over at flytte aktiviteterne til Vordingborg mener borgmesteren også, at havnen bør skille sig af med de jordbesiddelser, der ikke har noget at gøre med havneaktiviteter.