Bulkskib med kæmpe-sejl kan komme forbi dansk havn
Nu melder rederiet Cargill sig også ind i kampen om at anvende sejl på de lange fragtruter, der kan være med til at reducere brændstofforbruget og CO2-aftrykket.
Rederiet har indgået samarbejde med Mitsubishi om chartring af bulkskibet 'Pyxis Ocean' og ombygget skibet til anvendelse af gigantiske sejl i stål på 37,5 meter. Sejlene er designet af BAR Technologies og døbt WindWings. Vingesejlene er produceret af Yara Marine Technologies og forventes at give en gennemsnitlig brændstofbesparelse på op til 30 procent på nybyggede skibe.
Vil dele resultaterne
Installationen af sejlene er sket på COSCO-værftet i Kina, og 'Pyxis Ocean' er klar til at gennemfører sin jomfrurejse med sejl.
- Den maritime industri er på en rejse for at dekarbonisere - det er ikke let, men det er spændende. Hos Cargill har vi et ansvar for at være banebrydende med dekarboniseringsløsninger på tværs af alle vores forsyningskæder for at imødekomme vores kunders behov og planetens behov. En teknologi som WindWings kommer ikke uden risiko, og som brancheleder – i partnerskab med den visionære skibsreder Mitsubishi Corporation – er vi ikke bange for at investere, tage disse risici og være gennemsigtige med vores erfaringer for at hjælpe vores partnere i maritim overgang til en mere bæredygtig fremtid, fortæller Jan Dieleman, direktør for Cargills oceangående fragtforretning i en pressemeddelelse.
Projektet med sejl på fragtskibet er blandt andet støttet af EU.
Jomfrurejsen går fra værftet i Kina til Brasilien, og ifølge nyhedsbureauet Reuters er det muligt, at 'Pyxis Ocean' efterfølgende vil ankomme til en dansk havn. Det er dog ikke endeligt bekræftet af rederiet.