Kutterdrab nærmer sig mulige tiltaler
Fem mænd har siden 2. februar 2023 siddet varetægtsfængslet, sigtet for drabet på den 41-årige Alf Villum Jensen fra Sdr. Bork.
I dag onsdag skal en dommer ved retten endnu en gang tage stilling til, om politiets beviser fortsat er så stærke, at de fem skal blive bag tremmer endnu fire uger, eller om de kan løslades.
Det skriver Dagbladet Ringkøbing-Skjern.
- Det skrider fremad med efterforskningen, uden at jeg kan komme nærmere ind på den. Vi er i den afsluttende fase, fortæller politikommissær Theis Thylstryp fra Midt- og Vestjyllands Politi, til avisen.
Når politiets efterforskning er færdig, skal anklagemyndigheden beslutte, om der skal rejses tiltale mod de fem sigtede, og hvad tiltalen skal lyde på, før sagen kan komme for retten.