23948sdkhjf

Nyt containerrederi ser dagens lys: Nøglemarkedet er Rusland

Nyt rederi med tidligere Mærsk-figur i front vil udnytte, at vestlige operatører har forladt russiske containerhavne, skriver analysehus

Mens Ruslands invasion af Ukraine har fået mange rederier til at styre uden om landet, ser andre det som en en forretningsmulighed.

Et nyt containerrederi med navnet CStar Line er således opstået de seneste uger - og med planer om primært at holde containerfragten flydende mellem blandt andet Rusland og Kina. Det skriver analysehuset Alphaliner.

Rederiet har hovedsæde i Dubai og opererer nu en flåde på 18 små og mellemstore skibe med en samlet kapacitet på omkring 25.000 teu.

Skibene forbinder især de russiske havne Vostochny i ​​fjernøsten, Novorossiysk i Sortehavet og Skt. Petersborg i Østersøen med Kina, Tyrkiet og Indien. De 18 skibe er chartret fra redere i Hong Kong, Kina, Tyrkiet og de Forenede Arabiske Emirater, skriver Alphaliner.

Tomrum i markedet

CStar Line er det seneste i en række af aktører, der udnytter tomrummet fra, at en del vestlige containerrederier har droppet at sejle ind og ud af russiske havne i kølvandet af Ruslands invasion af Ukraine. 

Tidligere har det ikke mindst været russiske og kinesiske aktører, som er trådt til for at holde containerfragten flydende, men også CStar Line mener altså, at der er markedsandele at indtage.

Hvem ejerne er, fremgår ikke, men rederiet ledes af ungarske Zsolt Katona, som blandt andet har arbejdet hos A.P. Møller Mærsk, skriver Alphaliner.

CStar Line begyndte at udgive sine tidsplaner i begyndelsen af ​​august.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125