23948sdkhjf

Ilden på fragtskib nær Holland ser ud til at være slukket

Indledende undersøgelser af "Fremantle Highway" viser, at skibet under vandoverfladen er stabilt og intakt. En elbil om bord på skibet kan have været årsagen til branden

Fragtskibet "Fremantle Highway", som brød i brand ud for Hollands kyst i sidste uge, ser ud til at være stabilt og intakt under vandoverfladen.

Det viser en indledende inspektion af skibet ifølge en talsperson for de hollandske myndigheder, skriver nyhedsbureauet dpa.

- Der er ingen synlige tegn på, at ilden stadig brænder, lyder det.

Det er dog for tidligt at konkludere noget endeligt, siger talspersonen.

Der har været en frygt for, at skibet kunne forårsage en miljøkatastrofe i Vadehavet.

Bekymringen har været, at de høje temperaturer som følge af ilden kunne få skroget til at briste og dermed forårsage en olielæk.

Det ville skabe stor miljøforurening i Vadehavet, som strækker sig over Holland, Tyskland og Danmark.

Vadehavet er en del af Unescos verdensarvsliste og har en biologisk mangfoldighed bestående af over 10.000 plante- og dyrearter.

Fragtskibet ankom mandag til en ny midlertidig placering. Det ligger nu 16 kilometer nord for øerne Ameland og Shiermonnikoog.

Fragtskibet var på vej fra Tyskland til Egypten, da det brød i brand tidligt onsdag. Lørdag blev bugseringen afblæst på grund af blæst og røg, og først søndag kom aktionen i gang.

Ifølge dpa skal det bugseres til en havn, hvor det kan blive tømt for farlig last. Det er endnu uvist, hvor det skal flyttes hen.

Skibets japanske ejere vil tage ansvar for håndtering af skibet, oplyser de hollandske myndigheder ifølge dpa.

Ifølge det hollandske bjærgningsfirma Boskalis afhænger det af skibets tilstand, hvorhen det skal bugseres.

Boskalis' direktør, Peter Berdowski, siger ifølge dpa, at mulighederne er Eemshaven, som er en hollandsk havn ved den tyske grænse, eller Wilhelmshaven, en tysk havn længere østpå.

Ifølge marinetraffic.com er "Fremantle Highway" knap 200 meter langt og godt 32 meter bredt. Det kan bære 18.549 ton inklusive diesel, vand, passagerer og besætningsmedlemmer.

Et af de indiske besætningsmedlemmer døde i forbindelse med branden.

Årsagen til branden er endnu ikke fastlagt.

Fartøjets ejer har dog ifølge nyhedsbureauet dpa udtalt, at en elbil om bord på skibet kan have været årsagen.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066