23948sdkhjf

Ørsted og Esvagt underskriver aftale om endnu et metanoldrevet fartøj

Ørsted og Esvagt har underskrevet aftale om et søsterfartøj til verdens første metanoldrevne servicefartøj (SOV), som blev præsenteret i 2022.

Den nye SOV skal søsættes i 2026, hvor det vil sejle ud fra Ørsteds hub på den engelske østkyst på en 10-årig kontrakt.

- Vi er meget glade for at udvide vores samarbejde med Ørsted om denne banebrydende indsats. Som den globale markedsleder inden for maritim service af havvindmølleparker er Esvagt dybt engageret i kontinuerligt at innovere og levere lavemissionsløsninger. Vi ser frem til at lancere de første metanol-drevne servicefartøjer på markedet, siger Søren Karas, kommerciel og strategisk direktør hos Esvagt.

Et flydende hjem til havvind

Det kræver en stor indsats at servicere en havvindmøllepark, og opgaven håndteres af et specialistteam af serviceteknikere, som ofte er på havet i flere uger ad gangen. Imens bor serviceteknikerne på et servicefartøj (SOV), som også er udstyret med et værksted og har opbevaringsplads til meget af det udstyr og de reservedele, som bruges til at servicere en havvindmøllepark.

Det nye servicefartøj fra Esvagt anvender den nyeste teknologi.

SOV'en er designet med både komfort og produktivitet for øje, så den udgør en meget effektiv arbejdsplads og giver teknikerne sikker adgang til vindmøllerne via en bevægelseskompenserende gangbro og specialfartøjer til mandskabstransport samt en kran til at løfte tunge reservedele. 

Desuden fungerer den også som et flydende hjem med rekreative faciliteter til besætningen og teknikerne, herunder fitnessfaciliteter, et opholdsrum, en biograf og individuel indkvartering. 

Servicefartøjet er også udstyret med helikopterdæk, som gør det muligt at komme hurtigt til og fra land.

Kilde: Esvagt

Et stærkt match

Det nye servicefartøj bliver udstyret med 'dual fuel'-motorer, der kan sejle på vedvarende e-metanol produceret ved hjælp af vedvarende energi og biogent kulstof, hvilket vil reducere den årlige CO2-udledning med omkring 4.500 tons. 

- Som verdens førende virksomhed inden for havvind arbejder Ørsted hele tiden på at finde de bedste grønne alternativer til fossile brændstoffer. E-metanol er et stærkt match til vores servicefartøjer, og vi er meget glade for, at vi sammen med Esvagt snart kan udvide vores flåde med endnu et metanoldrevet fartøj, siger Mark Porter, chef for Operations Europe i Ørsted.

Ørsted har et mål om en nettoudledning på nul fra sin energiproduktion og drift inden 2025, og beslutningen om at investere i endnu et grønt servicefartøj bygger videre på dette, når Ørsted arbejder hen mod at opnå sit videnskabeligt baserede mål om en nettoudledning på nul på tværs af hele værdikæden inden 2040.

Producerer selv

I de seneste to år har Ørsted opbygget en portefølje af projekter med fokus på grønne brændstoffer. Tre af disse omfatter produktion af e-metanol til skibsfart. 

Porteføljen omfatter FlagshipONE i Sverige, som Ørsted netop har truffet endelig investeringsbeslutning om, og som kommer til at levere 50.000 tons e-metanol om året fra 2025. Derudover er der 'Project Star' på den amerikanske golfkyst, der skal levere 300.000 tons e-metanol til A.P. Møller - Mærsks flåde af CO2-neutrale fartøjer samt projektet 'Green Fuels for Denmark' i København, hvor Ørsted samarbejder med større danske aktører inden for tung transport, herunder skibsfart.

Ørsted forventer derfor selv at levere metanolen for begge servicefartøjer.

Fakta om fartøjet

  • Samlet længde: 93,00 m
  • Bredde: 19,60 m
  • Maksimal dybgang: 6,50 m
  • Hastighed: ca. 14 knob
  • Indkvartering: 124 personer
  • Helikopterdæk: Diameter=18 m/9 t

Kilde: Ørsted

Se nøgletal for:
Læs mere om: SOV
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.485