23948sdkhjf

Mandag kan give svar om nødlidende færgeselskabs skæbne

Der er stadig ubesvarede spørgsmål, selvom en midlertidig redningskrans angiveligt er blevet kastet til den underskudsgivende Ærøxpressen.

Spørgsmålene har hobet sig op, men mandag er der muligvis nyt om den kriseramte Ærøxpressens nærmeste fremtid.

Altså færgeselskabet, som sejler mellem Rudkøbing og Marstal, og hvis pengekasse ifølge et noget dystert udkast til 2022-årsrapporten er sluppet op.

Ganske vist lød det i slutningen af sidste uge i Fyns Amts Avis, at der nu var fundet en midlertidig redningskrans. En bank havde sagt ja til at holde vand under kølen indtil september, meddelte bestyrelsesformand Claus Peter Skov. Der var også penge til resten af året, sagde han.

Men hvad aftalen har af betingelser er der ikke nys om endnu; det vides ikke, hvad aktionærerne siger til den, og den finansielle situation på længere sigt er uvis.

Alt sammen bliver højst sandsynligt temaer på den generalforsamling, selskabet afholder mandag aften, hvor 2022-regnskabet skal godkendes. 

Martret af renter

Det begyndte ellers godt tilbage i 2019.

Her fik lokale, private kræfter stablet 55 mio. kr. på benene, så der nu - ti år efter ruten var blevet nedlagt - igen kunne sejle færger til og fra Marstal.

Fra december det år kunne 32 personbiler og knap 200 passagerer dermed blive transporteret mellem de to sydfynske øer med en overfart på 50 minutter.

Men alle årene siden er der sejlet med underskud, og samtidig har selskabets lån hos tre banker ædt af indtjeningen. Renterne er ifølge Ærø Dagblad på hele 10 pct. I udkastet til den årsrapport, som skal godkendes mandag, fremhæves da også netop gælden som lidt af en joker for rederiets fremtid.

"Bestyrelsens opfattelse er, at kun en kombination af en signifikant nedskrivning af gælden og en ny risikovillig investor vil kunne forhindre en konkursbegæring af selskabet," hedder det.

I mellemtiden er der forsøgt spareøvelser, også på øverste niveau. Ærøxpressen skilte sig således i marts af med direktør Boye Kromann for at spare en direktørløn. I stedet overtog Henrik Schlotfeldt, som i forvejen er chefskipper. 

Borgmester vil bevare

Der er store lokale interesser, som ønsker ruten bevaret, og også blandt kommunalpolitikere på Ærø er der talt om at kanalisere penge over i Ærøxpressen. Byrådet blev da også på et byrådsmøde i april enige om at undersøge - blandt andet - om Ærøxpressen kan få del i statstilskud, der normalt kun tilfalder kommunen, skrev Fyns Amts Avis.

Senest meddelte borgmester Peter Hensted (S), også til samme avis, at han skam var tilhænger af, at ruten skulle bevares.

- Den rute er kommet for at blive, som jeg ser på det, sagde han, men ville ikke sige, om det så skal være Ærøxpressen selv eller kommunen, der vil skulle stå for driften.

Uanset hvad undersøges "alle muligheder" for at bevare ruten, som det hedder i selskabets ledelsesberetning, og foreløbig hviler øjnene på udfaldet af mandagens møde. Søfart følger sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094