Havplan: Rederier hilser nye CCS-zoner velkommen
Fire områder under den danske havbund kan i fremtiden komme til at lagre CO2.
Det står klart efter, at regeringen med opbakning fra samtlige partier i Folketinget har præsenteret en ny havplan.
Havplanen udstikker overordnede linjer for brugen af havområderne omkring Danmark, og hvordan man tilgodeser forskellige interesser.
I Danske Rederier har man blandt andet interesse i at forbedre mulighederne for CO2-lagring herhjemme, og derfor er adm. direktør Anne H. Steffensen godt tilfreds med udsigten til nye CCS-zoner (zoner til lagrind af CO2, red.).
- CCS har en åbenlys gevinst ved at vi kommer af med noget CO2, som ellers kunne være endt i atmosfæren. Men det har også den store gevinst, at det giver maritime grønne arbejdspladser, og i bedste fald vil en del af de ansatte, som tidligere arbejdede indenfor olie og gas kunne arbejde med CO2-lagring i fremtiden, siger Anne H. Steffensen, direktør i Danske Rederier.
Grønne arbejdspladser
Danske Rederier har både medlemmer, som er engageret i den egentlige lagring af CO2 i fremtidige udtjente olie- og gasfelter, serviceringen af dem, og medlemmer som er klar til at transportere CO2 i fremtiden.
Udover nye områder til CO2-lagring beskæftiger havplanen sig med øvrige aktiviteter på havet, som i høj grad er relevante for Danske Rederier.
- Havet er vores hjemmebane, og derfor er det positivt, at man laver en helhedsplan for havet med bred opbakning, som sikrer rammerne om alt fra sikre sejlruter til udbygning af havvind og råstofindvinding, siger Anne H. Steffensen.