Giver 240 kilometer gamle diger et helbredstjek
Hvordan står det til med 900 af Danmarks cirka 1.100 km diger?
Det skal Kystdirektoratet nu undersøge med en 42 mio. kr. tung pose penge fra Finansloven i hånden, oplyser direktoratet i en pressemeddelelse.
Digerne langs landets i cirka 7.300 km lange kystlinje beskytter værdifulde natur-, kultur- og boligområder fra havets indtrængen, når vejret viser tænder, og der er stormflod.
Kystdirektoratet kender styrken af de omkring 200 km diger, der ligger i Vadehavet samt på Lolland og Falster.
Men mange andre steder er digernes konstruktion og styrke ikke er lige så godt beskrevet - samlet er der tale om omkring 900 km diger. Eksempler rundt om fjordene og ved byer som Randers, Holbæk og Vordingborg.
– Mange diger er bygget for 50 til 80 år siden. Den viden, vi har om deres konstruktion er i mange tilfælde utilstrækkelig. Derfor har vi nu med finansloven fået midler til at tjekket deres holdbarhed, siger Anne Elizabeth Kamstrup, der er vicedirektør i Naturstyrelsen - Kystdirektoratet, i pressemeddelelsen.
Før i tiden blev digerne, som nu skal have et helbredstjek, typisk lavet af de lokale landmænd af de materialer, man lige havde for hånden. De har holdt fint i fortidens vejr og klima, men kan blive sat på en hård prøve i en fremtid med voldsommere vejr, der kommer på grund af klimaforandringer.
Forebyggelse og varsling
De 42 mio. kr., som Kystdirektoratet har fået til dige-sundhedstjekket, er del af en samlet bevilling på 189,6 mio. kr. til forebyggelse og varsling af oversvømmelse.
Kystdirektoratet skal i første omgang afdække styrken af de 240 km diger, der er mindst viden om, og som samtidig beskytter de største samfundsværdier. Der skal blandt andet fysiske prøver til for at kortlægge digernes opbygning og det jordmateriale, som er brugt til at bygge dem.
Samtidig skal Kystdirektoratet udvikle en model, der kan forudsige oversvømmelsers udbredelse ved digebrud. Dette vil kunne understøtte for eksempel Beredskabet, når de skal evakuere borgere fra potentielt oversvømmede områder, og DMI kan bruge den i deres varsling af oversvømmelser.