Mærsk holder igen med bonus til de ansatte
Medarbejderne i Mærsk kan se frem til mindre bonus end de fik sidste år. Det på trods af, at Mærsk i 2022 kunne præstere et regnskab med et overskud på 200 mia. kr. Det fortæller Shippingwatch via finans.dk.
Nyhedstjenesten kan fortælle, at den samlede bonus til de ansatte er 25 pct. lavere end året før.
Højere bonusmål
Mærsk forklarer til Shippingwatch, at den lavere udbetaling af bonus skyldes, at bonusmålene i 2022 var sat højere.
"Bonusmålene var sat højere ved indgangen til 2022 end året før, fordi det var forventeligt, at Mærsk ville gå et meget stærkt år i møde,” oplyser Mærsks presseafdeling i et svar til ShippingWatch.
ShippingWatch oplyser, at bonusmålene i 2021 blev indfriet med 190 pct., mens tallet landede på 145 pct. i 2022.
Mærsk gør desuden opmærksom på, at bonus ikke kun er knyttet til overskuddet, men afspejler forventningerne til selskabets finansielle resultater i det hele taget og på strategisk vigtige områder, fortæller ShippingWatch.