23948sdkhjf

Lønhop for navigatører og maskinmestre i ly af retssager

I endnu overenskomst uden om den største fagforening har navigatører og maskinmestre fået lønstigninger på 3,5 og 3,6 pct. i de næste to år samt mere i pension fra arbejdsgiverne

Korrigeret kl.15:34 med fjernelse af, at det var første overenskomst uden om Lederne Søfart, hvilket ikke er tilfældet.

Danske Rederier indgik tirsdag som arbejdsgiverorganisation endnu en navigatøroverenskomst uden om fagforeningen Lederne Søfart. Det er ellers Lederne Søfart, som organiserer de fleste navigatører, men den fagforening blev i oktober sat uden for døren i fremtidige forhandlinger, efter Danske Rederier lagde sine to arbejdsgiverorganisationer sammen. 

Overenskomsten, som omhandlede langfart, blev i stedet indgået på kun én dag med fagforeningerne Metal Maritime og Maskinmestrenes Forening. De to fagforeninger blev enige med Danske Rederier om løn- og arbejdsforhold for navigatører og maskinmestre, der er ansat i rederierne, frem mod 1. april 2025.

Det fortæller Danske Rederier i en pressemeddelelse og supplerer sidenhen med denne korrektion:

"Vi har ikke siden 2012 haft overenskomst med Lederne Søfart på langfart. Der har vi til gengæld haft overenskomst med Metal Maritime siden 2016, som blev fornyet i 2017, 2020 og altså nu i 2023."

Gået i Arbejdsretten

Fagforeningen Lederne Søfart har siden oktober været utilfreds med at blive vraget. En konflikt har været faretruende nær, men blev afblæst i februar. I stedet forsøger Lederne Søfart at gå rettens vej for at komme tilbage til forhandlingsbordet med Danske Rederier.

I en pressemeddelelse 28. februar 2023 sagde Lederne Søfart formand Jens Marquard Sørensen, at: "Vi har stadig mulighed for at gå arbejdsrettens vej, og det har vi i sinde at gøre. Danske Rederier og Dansk Metals svigt af danske navigatører og den danske model skal stoppes". 

I slutningen af marts gjorde Lederne Søfart alvor af truslen, og det skal nu afgøres i Arbejdsretten, hvilken fagforening, der skal forhandle overenskomst på vegne af navigatørerne med Danske Rederier. 

Det fik den konkurrerende fagforening Metal Maritime til at true med en ny retssag, hvis Lederne Søfart får ret.

Lønstigninger på 3,5 pct. og 3,6 pct.

Udover lønstigninger, der ifølge Danske Rederier matcher, hvad der er opnået på det øvrige arbejdsmarked, indeholder tirsdagens aftaler et løfte om, at parterne sammen skal undersøge mulighederne for en mere fleksibel arbejdstid, som i højere grad skal tilpasses den ansattes livsfase. 

Lønnen reguleres med 3,5 pct. pr. 1.april 2023, og med 3,6 pct. pr. 1. april 2024. Pr. 1. juli 2023 omlægges pensionen, sådan at officerens eget bidrag halveres (fra 4 pct.  til 2 pct.), mens arbejdsgiverbidraget øges tilsvarende.

Hos Danske Rederier er man godt tilfreds med aftalerne.

- Selvom aftalerne for os ligger i den dyre ende, så indeholder de en række gode tiltag og initiativer, som vil blive en gevinst for os alle over de næste par år, siger Anne W. Trolle, direktør for arbejdsmarked, rekruttering og uddannelse i pressemeddelelsen.

Endelig vil man sammen arbejde på en fælles indsats for at sikre chikane- og krænkelsesfrie miljøer om bord på skibene, skriver Danske Rederier.

Fagforening kalder trussel om sag for "propaganda"

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093