Krydstogtrederi sagsøgt: Kom død passager i køleskab
Kun få dage inde i et krydstogt med skibet 'Celebrity Equinox' døde den amerikanske passager Robert L. Jones (78) af et hjerteslag.
Hans enke fik valget mellem at stige af skibet i Puerto Rico, og selv stå for den videre transport af hende selv og hendes afdøde mand, eller hun kunne lade rederiet opbevare den afdøde i skibets lighus til skibet nåede slutdesinationen. Det fortæller blandt andet New York Times.
Men af endnu ikke opklarede årsager blev Robert L. Jones ikke lagt på køl i skibets lighus, men i stedet lagt under et klæde i det kølerum, der i forvejen anvendes til opbevaring af drinks, øl og sodavand.
Den højere temperatur i køleskabet fik den døde krop til at gå delvist i opløsning, fremgår det af den stævning, som enken har sendt til rederiet med ønske om en kompensation på en mio. USD for krænkelse af den afdøde.
Rederiet har af hensyn til den afdødes familie afstået fra at kommentere sagen.