Ingen danskere i spil som generalsekretær for IMO
I 2015 var det lige ved og næsten for Søfartsstyrelsens direktør Andreas Nordseth at blive valgt til generalsekretær for FN's maritime organisation IMO. Men det glippede, og nu skal der igen vælges en ny generalsekretær, men der er ingen danskere med i kapløbet om titlen.
Andreas Nordseth måtte overgive sig til sydkoreaner
Eneste skandinaviske indslag er finske Minna Kivimäki, der er departementschef for det finske Transport- og Kommunikationsministerium.
Mandatperioden for den nuværende generalsekretær, Kitack Lim fra Korea, udløber den 31. december 2023, men allerede i sommer vil IMO-rådet vælge den nye generalsekretær, der endeligt skal godkendes af IMO-forsamlingen ved udgangen af 2023. Den valgte generalsekretær tiltræder den 1. januar 2024.
De øvrige kandidater til posten er:
Moin Uddin Ahmed (Bangladesh)
Suat Hayri Aka (Tyrkiet)
Arsenio Antonio Dominguez Velasco (Panama)
Cleopatra Doumbia-Henry (Dominica)
Nancy Karigithu (Kenya)
Zhang Xiaojie (Kina)
Den nye generalsekretær vil få nok at se til - ikke mindst i lyset af den stigende grønne omstilling, og de miljøregler IMO fastsætter til at nå målet om dekarbonisering af skibsfarten.
Direktør i Søfartsstyrelsen Andreas Nordseth har over for Søfart ingen kommentarer til, at han ikke igen er med i feltet om posten som generalsekretær i IMO.