DanPilot klar med nyt kuld nyuddannede lodser
Lodseriet DanPilot har gennem længere tid oplevet en ekstraordinær travlhed i de danske farvande, hvorfor selskabet satte gang i en større rekrutteringsplan tidligt i 2022, der skulle imødekomme den øgede aktivitet.
I forbindelse med den øgede efterspørgsel ansatte DanPilot i 2022 otte lodser og tolv lodsaspiranter og i 2023 er der ansat 20 lodsaspiranter, og det er ikke slut endnu oplyser selskabet i en pressemeddelelsen.
Danpilot kæmper med at følge med efterspørgslen: Rekrutterer 30 nye lodsaspiranter
Ifølge meddelelsen fra selskabet er det første hold nyuddannede lodser nu klar til at løse lodsopgaver i danske farvande sammen med de andre erfarne lodser og bådførere. Ifølge Erik Merkes, adm. direktør i DanPilot, er det en vigtig investering for sikkerheden til søs.
- Vi er meget glade for, at vi nu har lodsaspiranter, som er klar til at komme ud og lodse, og endnu flere, der står klar efter sommerferien. Vi så et stort behov for oprustning af bemanding sidste år, hvor den pludseligt opståede travlhed betød, at vi blev udfordret på at levere en tilfredsstillende service. Vi tilstræber at levere en service så tæt på 100 pct. som praktisk muligt, hvilket vi i en periode ikke har kunnet leve op til. Det er naturligvis ikke tilfredsstillende, at vi ikke altid kan levere den service, som vi gerne vil. Så vi er glade for flere hold dygtige lodsaspiranter, fortæller Erik Merkes Nielsen.
DanPilot har desuden optimeret brugen af data på vigtige områder for regionale- og gennemsejlingslodsninger. De optimerede dataindsigter anvendes blandt andet i forbindelse med tilsynsordningen, som DanPilot har med Søfartsstyrelsen, og bidrager til at sikre større transparens og bedre vilkår for at kunne leve op til forsyningspligten.
Danpilots rekruttering
- Danpilot igangsatte i starten af 2022 en større rekrutteringsplan for at sikre flere lodser og lodsaspiranter.
- Sidste år ansatte DanPilot 8 nye lodser samt 12 lodsaspiranter, som nu er færdiguddannede.
- DanPilot har i 2023 ansat 20 lodsaspiranter med en forventning om yderligere ansættelser i årets løb
Lodseriet har ansat lodser til kombinerede stillinger for DanPilot og DanPilot Greenland.
Kilde: Danpilot
Fakta: Danpilot
Selvstændig offentlig virksomhed, der skaber sikkerhed til søs og i havne i hele Danmark,
Lodser skibe, der sejler transit mellem Skagen og Gedser/Allinge gennem Storebælt og Øresund og skibe, der skal ind og ud af danske havne.
17 lodsstationer i Danmark og yderligere fire bådpladser.
Over 300 medarbejdere, heraf ca. 180 lodser og ca. 110 bådførere.
Hovedkvarter i Svendborg.
Danpilot