Parkering og havnedrift skæpper i kassen for By & Havn
By & Havns årsregnskab er netop offentliggjort og afslører et samlet resultat for 2022 på 1.256 mio. kr. Samtidig viser regnskabet, at omsætningen er steget med 10 procent, og at egenkapitalen i selskabet forventes at blive positiv inden for få år.
Det oplyser selskabet i en pressemeddelelse, der også understreger, at resultatet i 2022 har været stærkt påvirket af udviklingen i rente- og inflationsniveauet.
Årets renteudgifter udgjorde således 636 mio. kr., hvilket er mere end en fordobling i forhold til i 2021. De faldende ejendomspriser har også indflydelse på regnskabet, hvor By & Havn har foretaget en urealiseret nedskrivning af værdien af investeringsejendommene på 877 mio. kr. Nedskrivningen er delvist blevet modvirket af en realiseret avance ved salg af investeringsejendomme på 79 mio. kr., skriver By & Havn.
Egenkapitalen er opgjort til -185 mio. kr., hvilket er det højeste niveau for egenkapitalen siden stiftelsesåret 2007. Det er forventningen ifølge selskabet, at denne inden for de næste år vil blive positiv.
Tjener på parkering og havn
På omsætningssiden er det først og fremmest forretningsområderne Parkering og Havnedrift, der har bidraget til væksten på 10 pct. Væksten kommer på baggrund af nogle år med resultater, der har været negativt påvirket af corona-nedlukningerne.
By & Havn oplyser, at de er tilfredse med denne udvikling, da selskabet gerne vil øge indtjeningen fra flere forretningsområder.
- I By & Havn har vi ligesom resten af branchen mærket, at de økonomiske vinde i tiden er kølet en smule af i form af stigende renter og større usikkerhed på markederne. Men vi ved samtidig også, at det er nu, at vi skal investere og skabe sikkerhed for, at vi også i fremtiden kan levere bykvarterer af høj kvalitet til de mange nuværende og fremtidige københavnere, siger bestyrelsesformand, Pia Gjellerup, By & Havn.
Gælden stiger
Selskabets nominelle nettogæld inkl. gæld til Københavns Kommune steg i løbet af 2022 med 1.549 mio. kr. til 13.740 mio. kr. Ifølge regnskabsmeddelelsen skyldes stigningen først og fremmest investeringer i Lynetteholm.
Når det gælder et af By & Havns vigtigste områder; nemlig salg af byggeretter i henholdsvis Ørestad og Nordhavn har udviklingen i 2022 været knap så god. Der er solgt byggeretter for 396 mio. kr., hvilket er lavere end de foregående fem år, hvor der hvert år blev solgt byggeretter for mere end 1.000 mio. kr. Årets salg indebærer dog, at målet om at sælge byggeretter for mere end 3.400 mio. kr. i perioden 2020-2023 allerede er nået et år før tid.