23948sdkhjf

Om igen: Oprensning af berygtet giftgrund i nyt udbud

375 mio. kr. rakte ikke. Nu kan interesserede atter byde på at rense kemikaliedepotet ved Høfde 42 på den jyske vestjysk

I efteråret sprængte inflation og høje energi- og råstofpriser den økonomiske ramme på 375 mio. kr. til Høfde 42-oprensningen.

Udbuddet af en af Danmarks største og mest komplekse forurenings-oprensninger blev derfor annulleret, men nu kan virksomheder igen søge om at blive prækvalificeret til at byde på opgaven.

I det nye udbud er den økonomiske ramme ikke sat på forhånd, lyder det fra Region Midtjylland.

– Der er fortsat ikke en endelig afklaring på den konkrete økonomi til oprensning af generationsforureningen ved Høfde 42. Men vi forventer bestemt, at det er på plads, inden vi forhåbentlig inden udgangen af i år er klar til at indgå en kontrakt, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse fra regionen:

– For os er det vigtigt, at processen ikke går i stå, og med det nye udbud er vi kommet et skridt tættere på en oprensning.

Høfde 42-udbuddet blev for dyrt

Region Midtjylland sendte oprensnings-opgaven i udbud i december 2021. Tre virksomheder, Arkil A/S, Fortum Waste Solutions A/S og Krüger A/S var klar til at byde.

Udbuddet måtte annulleres i oktober 2022, da inflation og høje energi- og råstofpriser sprængte den økonomiske ramme for udbuddet.

I februar 2023 beslutter regionsrådet strategien for genudbud.

Kilde: Region Midtjylland

Håber på flere med nyt metodekrav

I det netop offentliggjorte genudbud kræver Region Midtjylland, at der skal bruges en metode, hvor forureningen fjernes med opvarmning, termisk oprensning.

Det tidligere kemikaliedepot gemmer på mere en 100 ton giftige pesticider og kviksølv. Oprensningen er fuldført, når der ikke er mere forurening tilbage, der kan udgøre en risiko for mennesker og miljø.

I udbuddet er det et krav, at jorden skal renses enten på stedet eller lige bag klitterne ved Høfde 42.

Ved det første udbud sidste år var tre virksomheder klar til at byde på opgaven. Med et krav om opvarmning som metode kan der være endnu flere, der ønsker at byde. 

Regionen forventer at kunne prækvalificere op til fire virksomheder i løbet af foråret. Herefter kan virksomhederne udarbejde tilbud på deres forslag til oprensning. Udbudsforretningen forventes afsluttet inden udgangen af året.

Forureningen ved Cheminova

Cheminovas deponering af kemikalieaffald ved Høfde 42 på Harboøre Tange skete i 1950’erne og 60’erne med tilladelse fra staten, som også selv deponerede kemikalieaffald på stedet. Opgaven for oprensningen er placeret ved Region Midtjylland.

Giftdepotet på Høfde 42 blev i sommer/efterår 2006 indkapslet med en 600 meter lang og 14 meter dyb jernspuns, der sikrer Vesterhavet mod udsivning af forurening. Spunsvæggen blev finansieret af Ringkjøbing Amt og staten.

Det er vurderet, at kemikaliedepotet i dag indeholder over 100 tons forurenende stoffer, herunder syv tons kviksølv. Størstedelen af forureningen består af stoffet parathion, der blandt andet har været brugt til insektbekæmpelse i landbruget.

I december 2020 besluttede partierne bag Finansloven 2021, at der skulle afsættes 630 mio. kr. over fem år til den første fase af en oprensning af generationsforureninger i Danmark. I denne fase skal der blandt andet renses op på Høfde 42 og Cheminovas gamle fabriksgrund på Harboøre Tange. Desuden giver Auriga Industries A/S (tidl. ejer af Cheminova), der er et datterselskab under Aarhus Universitets Forskningsfond, et engangsbeløb på 125 mio. kr. til oprensningen. I 2019 blev der desuden øremærket 50 mio. kr. på finansloven til forureningerne ved Harboøre Tange.

Der kendes i dag 10 generationsforureninger i Danmark. Tre af dem ligger på Harboøre Tange syd for Thyborøn i Vestjylland og stammer fra kemikalieproduktion fra virksomheden, som dengang hed Cheminova.

Kilde: Region Midtjylland

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094