'Express 5' endelig på sejlplan til Bornholm
Bornholmslinjen sætter nu den kommende hurtigfærge, 'Express 5', i sejlplanen. Turen hjem fra Filippinerne går så godt, at færgen dukker op i sejlplanen med den første tur fra Rønne mod Ystad den 29. april.
I øjeblikket er 'Express 5' på vej til Rønne, hvor den forventes at ankomme i midten af april, oplyser Bornholmstrafikken i en pressemeddelelse.
Vel ankommet til Rønne kan rederiets besætning og teknikere gøre færgen helt klar til at kunne modtage de første passagerer.
Finjusteringer forsinker levering af 'Express 5'
Efter planen skulle 'Express 5' have været klar til påsketrafikken, men i sidste øjeblik valgte Bornholmstrafikken at udskyde hjemrejsen til Danmark, da der stadig var tekniske udfordringer med færgen, der er verdens største af sin art.
Der er også forskellige myndighedssyn, som skal gennemføres i vandet ud for Bornholm, før færgen kan godkendes til sejlads i Danmark.
'Express 5' har sin første tur fra Rønne lørdag den 29. april 2023 klokken 06.30.