Hvor grøn er den blå motorvej?
Debatindlæg på vegne af Fair Maritim. Skrevet af Hans Otto Kristensen, rådgivende ingeniør og ejer af Hok Marineconsult, samt Niels Tolstrup, master i Transport og Maritim Management, ejer af Strategic Advising.
Vi læser og hører næsten dagligt om den blå motorvej og de store miljøfordele, der ligger i at bruge søtransport. Men hvad er fakta og hvad er ønsker og håb?
Vi har begge arbejdet med søtransport i over 40 år og meget af tiden med intraeuropæiske søtransporter. Vore hjerter er helt klart i søtransporten, men vi ønsker også en diskussion, der er fair og baseret på fakta, ikke kun på ønsker og håb.
Den blå motorvej og miljø skal man være varsom med at udtale sig om
Baseret på en computermodel SHIP-DESMO, der er udviklet af Hans Otto Kristensen, som seniorforsker på DTU, og som efterfølgende er blevet forfinet i regi af hans eget rådgivende firma HOK Marineconsult APS, og som bl.a. bruges af det amerikanske miljøagentur EPS, har vi analyseret to intraeuropæiske transportscenarier. Begge viser desværre, at den blå motorvej ikke altid er mere miljøvenlig end den sorte motorvej.
Intra-europæiske skibstransporter er ofte mere CO2 belastende end lastbilstransporter
I de to scenarier vi har analyseret, er det ene baseret på en container transport fra Genova på ro-ro skib til Herning via Esbjerg Havn kontra en lastbilstransport mellem de samme to steder. Her er ro-ro løsningen ca. 180 pct. mere CO2-belastende end lastbilstransporten. Det andet scenarie er en container transport mellem Valencia og Herning på et container feederskib via Aarhus Havn kontra en lastbilstransport mellem de samme to steder. Her er containerskibsløsningen ca. 9 pct. mere CO2-belastende end lastbilstransporten. I alle tilfældene er der regnet på dør-dør basis og inkl. positionering af udstyr.
Debatindlægget fortsætter efter diagrammet.
Hvorfor er søtransporten ikke mere miljøvenlig end lastbil
Grunden til forskellene er dels, at ro-ro skibe udleder ca. samme CO2 mængde per lastton/km som en lastbil. Et container feederskib (1000 TEU) udleder ca. 1/3 mindre CO2 per lastton/km end en lastbil men i mange tilfælde er selve søtransporten meget længere end landevejstransporten, hvorved CO2-fordelen forsvinder.
Der kan laves mange forskellige scenarier, men en grov tommelfingerregel er, at ro-ro transporter udvikler lige så meget CO2 som lastbiler per lastton/km, hvorfor søtransporten skal være kortere end landevejstransporten, før der er en CO2-fordel ved ro-ro. Det betyder at ro-ro transporter fra den sydlige del af Europa slet ikke kan slå landevejstransporterne. For container transporter på feederskibe kan man sige, at transporter fra tæt på den europæiske atlanterhavskyst kan konkurrere på CO2 udledningen med landevejstrafik men øst for Gibraltar har landevejstransporterne CO2-fordelen.
Når du næste gang læser om 'miljøfordelene' på den blå motorvej, så husk at ikke alt er mere grønt på havet end på landevejene – selvom vi jo nok alle ville ønske det var sådan.