23948sdkhjf

Slæbebådsrederi i generationsskifte forbedrer resultatet

Hanstholm Bugserservice har forbedret bundlinjen med næsten en million kroner

Kigger man på tallene, ser det ud til, at det forskudte regnskabsår 2021/2022 har været et godt år for Hanstholm Bugserservice. 

Slæbebådsvirksomheden har nemlig forbedret bruttofortjenesten med næsten en million kroner og det samme gælder resultatet. 

I 2020/2021 havde virksomheden en bruttofortjeneste på 9,7 mio. kr. i 2021/2022 er den vokset til 10,7 mio. kr. Kigger man på bunden er den vokset fra 137.201 kr. til 1,1 mio. kr. i seneste regnskabsår, der løb fra 1. oktober 2021 til 30 september 2022. En stigning af resultatet på 958.956 kr. 

Søn er medejer af andet rederi

Poul Nordtorp har arbejdet i Hanstholm Bugserservice siden 1996 og købte virksomheden af de tidligere ejere i 2016. Af CVR-registreret fremgår det, at han nu ejer 60 pct. af virksomheden, mens hans søn Martin Nordtorp ejer 40 pct.. De står begge angivet som direktører. Af Hanstholm Bugserservices hjemmeside fremgår det dog, at Poul Nordtorp fortsat står i spidsen for den daglige drift. 

Martin Nordtorp er også medejer af det forholdsvis nye rederi L&N Supply Ships, som har base i Frederikshavn. 

Adm. direktør og medejer af L&N Supply Ships, Rasmus Larsen, har tidligere fortalt i Søfart, at netop sammenhængen mellem Hanstholm Bugserservice og L&N Supply Ships har været med til at skabe ideen til det nyere rederi, som blev stiftet i 2020. Dengang sagde Rasmus Larsen følgende: 

- Udover, at vi ser et helt klart marked for os som en ny operatør i Frederikshavn, så bygger vi også på en oplagt synergiudnyttelse med Hanstholm Bugserservice. Det handler bl.a. om en bedre udnyttelse af deres flåde, som består af tre slæbebåde.

Står i generationsskifte

Han fortalte også, at Hanstholm Bugserservice er i et generationsskifte: 

- Selskabet Hanstholm Bugserservice har ikke nogen ejerinteresser i L&N Supply Ships, men det skal ses i sammenhæng med, at Martin i de kommende fire-fem år vil være i gang med at overtage farens virksomhed i et planlagt generationsskifte, forklarede Rasmus Larsen tilbage i 2020.

Søfart har været i kontakt med Hanstholm Bugserservice, der ikke ønsker at stille op til interview, men som bekræfter generationsskiftet.

HANSTHOLM BUGSERSERVICE A/S
Regnskabsår 2021/2022 2020/2021
Valuta mio. DKK mio. DKK
Bruttofortjeneste 10,7 9,7
EBITDA 2,6 1,5
Resultat før skat 1 0,1
Årets resultat 1,1 0,1
Egenkapital 1,9 0,8
Antal ansatte 20 22
Regnskabsåret går fra 1. oktober- 30. septemter. Kilde: CVR

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095