Mobile havnekraner med lav emission buldrer frem
Den grønne bølge skyller ind over markedet for mobile havnekraner. Ikke bare i Norden, men globalt. Det siger Allan-Ole Petersen, Divisional Manager for maritime kraner i Skandinavien for Liebherr, en af verdens største producenter af mobile havnekraner.
- De høje nordiske krav, der tidligere var gældende i segmentet, er blevet globale krav i dag. Derfor er vi nødt til at tænke anderledes, og det har sat fart på udviklingen af grønne og emissionsfrie kraner. Både med hensyn til udviklingen af dieselmotorer og deres evne til at køre på HVO-diesel såvel som at indarbejde stadig flere elektriske og batteridrevne kraner i vores produktion. Det gælder i øvrigt alle Liebherrs produkter. Vi investerer en stor del af omsætningen i grøn teknologi, fortæller Allan Ole Petersen til Søfart.
Når man skal hæve den næste container, bruger kranens hydraulik den lagrede energi fra akkumulatoren Allan Ole Pedersen, Liebherr
Brugte komponenter
Den grønne tankegang og behovet for at kunne fremvise grønne regnskaber har endvidere medført øget brug af genanvendelige komponenter og større renoveringspakker for slidte dele. På den måde kan brugte komponenter få ’nyt liv’ i andre kraner eller i en anden industri, påpeger Allan Ole Petersen og tilføjer:
- Desuden ser vi også en stadigt øget fokus på bedre støjreduktion og kranførerkomfort samt udvikling af software, som kan give tidsbesparelse ved lastning og andre processer.
Ud over arbejdet med at reducere de mobile havnekraners emissioner nævner Allan Ole Petersen, at kranerne har vokseværk. Især pga. vindmølleindustrien, hvis produktion af stadig større møller kræver mobile havnekraner med øget løfteevne og ikke mindst højde.
Odense havn
Som eksempel nævner Allan Ole Petersen, at Liebherr har leveret de to største mobile havnekraner i verden – LHM 800 High Rise med en vægt på 800 ton og en løfteevne på 308 ton – til Odense Havn og Esbjerg Havn hhv. for to år siden og i 2022.
I denne uge ankommer endnu en stor Liebherr-kran af typen LHM 600, der kan løfte 208 ton, til Odense Havn fra den tyske virksomheds fabrik i Rostock.
Landstrøm og hybriddrift
'Liebherrs eldrevne mobile havnekraner drives af landstrøm, som stadig flere havne investerer i. Men virksomheden fremstiller også hybrider, der kan køre på miljøvenlig diesel, de steder på havnen hvor der ikke er strøm.
Den tyske virksomhed fremstiller også stadig mobile havnekraner, som kører på HVO-diesel, til brug på havne uden landstrøm. Alle modeller kan forberede til eldrift. Det giver en merpris ved købet, men den bliver tjent ind, når kranen på et tidspunkt efter ønske fra kunden skal ombygges til eldrift, lyder det fra Allan Ole Petersen:
- En eftermontering til eldrift af en ’traditionel’ havnekran er en dyr affære.
Avanceret software
Udvikling af avanceret software til en mobil havnekrans håndtering af bulkvarer som korn, kul og træflis kan også medvirke til at spare energi. Eksempelvis har Liebherr udviklet software til en grab, der – efter opsamling og tømning af tre læs – dels beregner, hvor meget den kan løfte, dels koder punkterne ind for, hvor varen skal læsses af.
- Grabbens præcision mindsker kranens energiforbrug, siger Allan Ole Petersen.
Desuden har Liebherr taget patent på en løsning, hvor olieakkumulatorer i en el- og dieseldrevne kraner kran opmagasinerer den energi, der eksempelvis brændes af ved sænkning af en container.
- Når man skal hæve den næste container, bruger kranens hydraulik den lagrede energi fra akkumulatoren. Det reducerer forbruget af fossilt brændstof og mindsker emissionen, forklarer Allan Ole Petersen.
Som Divisional Manager for Liebherr i Skandinavien kan han se, hvordan de høje krav til førerkomforten for nordiske kranførere gradvis har bredt sig til resten af verden.
- Derfor har vi udviklet en støjsvag standardkabine med et komfortabelt sæde og air condition til alle vores kraner, siger Allan Ole Petersen.