SDU styrker den maritime forskning efter milliondonation
Med en bevilling på 14 mio. kr. fra Dampskibsselskabet Orients Fond i ryggen søsætter Syddansk Universitet nu en ambitiøs tværfaglig satsning inden for maritim forskning, innovation og uddannelse.
Ifølge SDU er baggrunden, at den maritime sektor er en bærende del af dansk økonomi og spiller en afgørende rolle i den syddanske region, med en særlig styrkeposition i offshore-klyngen ved Esbjerg.
Hertil kommer, at de maritime aktører i regionen står overfor udfordringer de kommende år, hvor CO2-udledningen skal reduceres betragteligt for at nå i mål som bæredygtig branche i 2050, oplyser SDU i forbindelse med præsentationen af planerne om den nye tværfaglige platform.
- SDU står stærkt med sin tværfaglige maritime forskning og innovation, som virkelig er vokset de senere år. Vi er meget taknemmelige for donationen, som giver mulighed for at styrke vores maritime forskning betragteligt - til gavn for både universitetet, Det Blå Danmark og regionen, siger Jens Ringsmose, rektor på SDU i meddelelsen.
Nye teknologier og innovation
Platformen er udviklet og ledet af en gruppe forskere fra fire forskellige fakulteter på SDU: Marie Lützen (Det Tekniske Fakultet), Niels Rytter (Det Tekniske Fakultet), Kristina Maria Siig (Det Samfundsvidenskabelige Fakultet), Lisa Loloma Froholdt (Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet) og Jeppe Nevers (Det Humanistiske Fakultet).
Og Marie Lützen, projektkoordinator for den nye satsning, ser frem til de nye muligheder.
- Jeg ser frem til at styrke den maritime forskning på SDU yderligere og ikke mindst løfte området i tværfaglig flok. Det kommer til at få betydning klimamæssigt og vil løfte praksis både på maritime uddannelser og i den maritime sektor, påpeger hun.
Ifølge meddelelsen kræver den grønne omstilling nye teknologier og innovation, som SDU’s nye tværfaglige maritime satsning skal bidrage til at levere med afsæt i banebrydende forskning og uddannelse af fremtidens maritime forskere.