Karstensens sætter ord på afvisning af alternativer
Planerne om etablering af en ny tørdok på Karstensens Skibsværft i Skagen Havn har fået en række spidser fra byen til at protestere over planerne, der efter kritikernes opfattelse vil ødelægge udsigten i byen. Som omtalt i Søfart har Karstensens afvist forslagene til alternative placeringer, og i en pressemeddelelse præciserer værftet, hvorfor alternativerne ikke er brugbare.
Kendt milliardær opfordrer værft til at flytte tørdok
Karstensens benytter også lejligheden til at gøre opmærksom på, at projektet har været undervejs i flere år og været gennem adskillige høringer, uden kritikerne har haft indvendinger undervejs. Værftet gør også opmærksom på, at baggrunden for behovet for en ny tørdok er værftets to operationelle ben - nybygning og reparation ikke bare kan blandes sammen, men er to uafhængige forretningsområder.
Mangler plads i forvejen
Blandt forslag til alternativer peger kritikerne på et område, der tidligere har tilhør Danish Yachts. Til dette forslag skriver Karstensens Skibsværft (KS) i pressemeddelelsen:
“Dette område er i dag KS’ nybygningsafdeling (NYB), og er derfor i udgangspunkt ikke en aktuel placering. Den helt konkrete udfordring er, at NYBs produktionsapparat og velfærdsfaciliteter for nuværende er udnyttet tæt på maksimalt med op til 400 medarbejdere/leverandører dagligt. Endvidere er der en geografisk/logistikmæssig udfordring, idet trafikken ind/ud fra NYB er begrænset af et snævert område. Det er med andre ord ikke muligt at øge bemandingen på dette område.”
For stor afstand
Et andet forslag til alternativ placering er anvendelse af krydstogtkajen et stykke væk fra havnen. Her skriver Karstensens:
“Indledningsvis så gøres der opmærksom på, at området slet ikke lagt ud til værftsdrift. Selv i tilfælde, at Skagen Havn skulle medgive en placering her, så vil den ikke være aktuel for KS, idet alle vore produktionsfaciliteter vil ligge alt for langt væk.”
Dyrt alternativ
Sidste forslag til alternativ placering er jollehavnen, der også ligger væk fra havnen.
Karstensens Skibsværft skriver:
“Langt hen ad vejen er det samme argumenter som vi fremfører ovenfor imod placering på tidligere Danish Yachts område.
Derudover vil der jo være en kæmpemæssig økonomisk udfordring ved at skulle flytte en hel jollehavn. Det er vanskeligt at se, hvem der skulle kunne bære den økonomiske byrde.
Vores konklusion var, og er altså fortsat, at en ny tørdok med overbygning skal placeres ved værftets nuværende reparationsafdeling, hvor vi i forvejen har hele det produktionsapparat, som er nødvendigt for at kunne servicere en ny dok.”
Karstensens Skibsværft understreger slutteligt i pressemeddelelsen, at værftet har bestræbt sig på åbenhed og konstant at have haft fokus på de miljømæssige konsekvenser af den nye tørdok, og at det fremlagte forslag er det eneste realistiske.