Spanien beslaglægger undervandsdroner til smuglere
Spansk politi oplyser mandag, at det har beslaglagt tre undervandsdroner, som er i stand til at transportere store mængder af narkotika fra Marokko til Spanien.
En bande, som menes at have fremstillet dronerne, er blevet optrevlet, hedder det i en pressemeddelelse fra politiet ifølge AFP.
Spanske politifolk beslaglade tre af de såkaldte "drone-ubåde", som var ved at blive bygget.
I alt otte personer er anholdt i forbindelse med undervandsdronerne, hedder det.
- De tre droner, hvoraf en praktisk talt var færdigbygget, mens de to andre var ved at blive konstrueret, skulle have været givet til franske narkotikasmuglere, som ville smugle store mængder af kokain, hedder det i pressemeddelelsen fra politiet.
Hver af de tre droner kunne medbringe 200 kilo.
De spanske myndigheder siger, at det er første gang, at sådanne fartøjer er blevet beslaglagt. Undervandsdronerne bliver officielt omtalt som ubemandede undervandsfartøjer, UUV'ere.
- Disse fartøjer gør det muligt for smuglere ved hjælp af fjernkontrol at transportere store mængder af narkotika over Gibraltarstrædet, hedder det.
Den optrevlede bande havde også bygget luftdroner.
Politiet beslaglade adskillige droner med hver 12 motorer og en rækkevidde på 30 kilometer, hvilket er mere end tilstrækkeligt for at krydse det 15 kilometer stræde mellem Spanien og Marokko.
Banderne havde bygget falske bunde i deres ubemandede fartøjer, så narkotika kunne skjules.
Den optrevlede bandes kunder omfattede kriminelle bander i Danmark, Frankrig, Italien og Spanien, oplyser det spanske politi.
Spanien er et af de lande, som anvendes til indsmugling af hash og kokain til EU-landene. Det skyldes blandt andet landets beliggenhed tæt på Marokko, som producerer meget hash, og de spanske bånd til tidligere kolonier i Sydafrika, hvor der produceres meget kokain.
/ritzau/AFP