23948sdkhjf

Smitteudbrud rammer sydkoreansk destroyer i Adenbugten

Coronasmitte menes at være kommet om bord, da skib lastede varer i en havn i Adenbugten i slutningen af juni

Sydkoreas militær har registreret det hidtil største udbrud af smitte med covid-19 under pandemien.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters mandag morgen.

Således er mere end 80 procent af besætningen på en destroyer, der deltager i indsatsen mod pirateri i Adenbugten, blevet testet positiv for covid-19.

Sydkoreas fælles stabschefer oplyser mandag, at kun 50 af skibets 301 besætningsmedlemmer er blevet testet negative under et udbrud, der første gang blev bekræftet den 15. juli.

Ifølge forsvarsministeriet i Seoul er to militærfly blevet sent til Adenbugten, der ligger mellem Yemen i nord og Somalia i syd, for at hente mandskabet hjem.

Et reservemandskab får samtidig til opgave at sejle skibet hjem til Sydkorea.

De 247 smittetilfælde om bord på destroyeren er ikke direkte knyttet til nye smittetilfælde i Sydkorea, eftersom skibet forlod hjemlandet tilbage i februar.

Alligevel kommer smitteudbruddet på et tidspunkt, hvor Sydkorea kæmper med et af de hidtil værste smitteudbrud under pandemien.

Søndag blev der bekræftet 1252 nye smittetilfælde i landet.

Det er den 12. dag i træk, at landet har registreret over 1000 nye tilfælde på et døgn.

Myndighederne mener ifølge nyhedsbureauet AP, at coronaudbruddet om bord på destroyeren kan være begyndt, da skibet lagde til i en havn i regionen i slutningen af juni for at laste varer.

Det sydkoreanske forsvarsministerium oplyser, at ingen af de ombordværende er blevet vaccineret mod covid-19. Det skyldes, at skibet forlod Sydkorea, før landets vaccineprogram blev rullet ud blandt militærpersonale.

Ifølge nyhedsbureauet Yonhap, der har talt med unavngivne militærkilder, er ingen af de berørte besætningsmedlemmer alvorligt syge. Kun en enkelt har udviklet symptomer, der kræver nøje observation.

En opgørelse fra Johns Hopkins University viser, at Sydkorea har registreret 179.203 smittetilfælde og 2058 coronarelaterede dødsfald under pandemien.

Der bor cirka 51 millioner mennesker i Sydkorea.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078