Danske Havne jubler over, at krydstogtsturisterne så småt vender tilbage
- Det er kun 350 gæster, men det er alligevel kæmpestort og kan næsten ikke overvurderes.
Så ligefrem er meldingen fra brancheorganisationen Danske Havne i anledning af, at 350 fuldt vaccinerede turister ombord på krydstogtskibet 'Vasco Da Gama' i sidste uge kunne gå i land på Langelinie i København.
Københavns havn, Cruise Copenhagen og hovedstadens erhvervsliv har længe sukket efter krydstogtsturister.
Krydstogtindustrien var før Corona-pandemien en hastigt voksende del af turistbranchen, og København havde i 2019 et rekordår med næsten en million krydstogts-turister. Da Coronaen efter årskiftet 2019-20 holdt sit indtog verden over, gik krydstogtsturismen i stå.
Der har i takt med den tiltagende genåbning været nogle få anløb af såkaldte "blue cruises" - krydstogtskibe, der lægger til, men hvor passagererne ikke må gå i land, men dagens anløb i København er det første, hvor passagererne må gå i land og opleve hovedstaden tæt på.
- København har formået at blive en central anløbshavn og krydstogtsby frem til 2019, og det har været trist at se, at en betydelig indtægtskilde for havnen og for byen bare Corona-visnede. Derfor er det stort og glædeligt, at 'Vasco Da Gama's fuldt vaccinerede passagerer nu må gå i land og nyde København. Endda på en smuk og varm julidag i solskin, lyder det fra Danske Havne.
Brancheorganisationen ser frem til flere anløb og glade turister resten af sæsonen, både i København og forhåbentligt andre danske havne
Selvom der er meget langt til de godt 935.000 gæster, man nåede at få besøg af for to år siden alene i landets suverænt største krydstogtshavn, København, er dagens anløb en begyndelse, mener man i Danske Havne, der vælger at se optimistisk på fremtidens krydstogtsmuligheder.