Opbakning til vækstpakke
Danske Maritime er glade for regeringens vækstinitiativ
Regeringen nedsætter en ny kommission, der får til opgave at komme med konkrete oplæg til, hvordan produktiviteten i Danmark kan styrkes.
”Som brancheorganisation er vi glade for regeringens initiativ for at styrke produktiviteten i Danmark”, siger adm. direktør i Danske Maritime Jenny N. Braat og fortsætter:
”Der er behov for at forbedre den danske konkurrenceevne, og her er produktivitet et nøgleord. Mange danske virksomheder, ikke mindst de maritime, konkurrerer globalt, og derfor er det vigtigt, at vi på produktivitetssiden i Danmark kan måle os med konkurrenterne i udlandet. Vi har brug for gode rammevilkår for det danske erhvervsliv. Det er derfor positivt, at regeringen vil bidrage med tiltag, som kan styrke produktiviteten og konkurrenceevnen i danske virksomheder, og vi ser frem til en god og udbytterig dialog med den nye produktivitetskommission”.
Produktivitetskommissionen, der skal ledes af professor Peter Birch Sørensen, etableres, fordi væksten i produktiviteten i en årrække har været stærkere i en række andre lande end i Danmark. Det har været medvirkende til, at Danmarks velstand og konkurrenceevne er blevet svækket i de senere år.
Den nye kommission, som udover professor Peter Birch Hansen skal bestå af flere andre uafhængige eksperter, der endnu ikke er udpeget, skal fremlægge konkrete forslag til tiltag, der kan styrke produktiviteten herhjemme. Kommissionen skal arbejde åbent og inddrage organisationer, internationale eksperter mv. i en løbende debat.