Skarpt blik på nye fregatter
Med Iver Huitfeldt på vandet og to andre nye fregatter på vej får søværnet helt nye muligheder for forsvar mod trusler fra fjendtlige skibe og fly.
”Med de her skibe går vi fra at være i stand til at forsvare os selv inde for en kort rækkevidde, til at kunne forsvare os selv på lang afstand og samtidig kunne forsvare andre enheder, der ligger forholdsvis langt fra os,” forklarer kaptajnløjtnant Jimmy Schjødt-Thomsen, der er operationsofficer på Iver Huitfeldt.
De muligheder skyldes, at Iver Huitfeldt og de andre fregatter er udstyret med en særdeles slagkraftig sensorpakke, der spiller helt tæt sammen med fregatternes våbenpakke.
”Vi har fået en ny observationsradar med en dækning, der er helt uovertruffen. Den dækker ud over 400 km, hvor den har mulighed for at observere mål, som kommer imod os. Den spiller sammen med den anden nye radar, vi har fået, som både er en varslingsradar og en ildledelsesradar, og det hele spiller igen sammen med våbenpakken, så vi kan skyde mod det, der nu kommer imod os,” forklarer Jimmy Schjødt-Thomsen videre.
Iver Huitfeldt kan udstyres med en bred vifte af missiler, blandt andet antiluftforsvarsmissiler af type Sea Sparrow, men også andre typer.
”Vi kan komme op imod mange forskellige missiltrusler, men med det her system har vi rigtigt gode mulighed for at nedkæmpe det meste af det, der kan blive sendt imod os,” siger Jimmy Schjødt-Thomsen.
Iver Huitfeldt har netop deltaget i en stor vinterøvelse i det nordlige Norge. Her er skibets systemer blevet testet, og mandskabet har fået muligheder for at indarbejde rutiner. Det er planen, at Iver Huitfeldt skal indsættes i kampen mod pirater i slutningen af året.