Utilfredshed med havnesikring
Er det rimeligt at bede Kystdirektoratet sætte grænser for sig selv, spørger underdirektør i Danske Maritime, Michael Preen.
De danske havne og en række større havnevirksomheder skal i løbet af 2012 have fornyet deres sikkerhedsgodkendelser. Det sker, fordi deres nuværende godkendelser udløber.
Truslen mod Danmark er blevet mindre, så det burde være en ren formalitet at forny havnenes og havnevirksomhedernes sikkerhedsgodkendelser.
I sagen med sikring af havnefaciliteter er det helt tydeligt, at de krav om sikring, man vil pålægge havne og havnevirksomheder, er baseret på meget andet end en sober vurdering af risikoen for terrorangreb på den internationale skibsfart.
”Det er en klar fejl,” siger Michael Preen.
”Men der findes ingen, man kan indbringe dette synspunkt for,” siger han.
Hvis eventuelle fejl ikke bliver opdaget eller rettet, vil flere fejl blive begået. En forvaltning, der ikke kontrolleres af nogen, vil let kunne komme til at glemme, at der bør være grænser for, hvad den må. Og hvis folketinget ikke sætter de grænser, hvem skal så?
Desværre skal det vise sig at være langt mere besværligt at forny sikkerhedsgodkendelserne, end man skulle tro, anfører Michael Preen videre i en pressemeddelelse – og langt mere besværligt, end det burde være.
EU-Kommissionen har truffet beslutning om, at der skal strammes op på havnesikringsområdet i EU – en beslutning, der bl.a. bunder i, at man ønsker at dæmme op for problemerne med bådflygtninge i Middelhavsområdet. En anden grund synes at være, at Kommissionen for nyligt har omorganiseret, således at havnesikring nu behandles af den samme enhed, der tager sig af sikring i lufthavne. Som bekendt er sikringen i lufthavne meget omfattende, og dette har muligvis været medvirkende til, at det danske havnesikringsniveau ved et kontrolbesøg af Kommissionen for nyligt blev kritiseret.
Virksomheder tages ikke med på råd
Når Danmark modtager en sådan kritik, er det alene Kystdirektoratet, der inddrages i beslutningen om, hvordan der skal reageres. De berørte virksomheder har intet at skulle have sagt og bliver ikke inddraget i nogen form for forberedende debat.
Det er i princippet folketinget, der vedtager landets love, men ofte fastlægges kun de generelle principper i lovgivningen af folketinget, mens detaljerne fastsættes i bekendtgørelser, som udstedes af de enkelte ministre for de pågældende områder. I tilfældet med sikring af havnefaciliteter er det faktisk kun hensigten ’sikring’, der er angivet i havneloven, mens det er op til trafikministeren at fastsætte indholdet i reglerne– en opgave, trafikministeren kan lægge ud til Kystdirektoratet. Og havneloven tillader, at ministeren kan beslutte, at de konkrete afgørelser ikke kan indbringes for højere administrative myndigheder.
Det betyder, at Kystdirektoratet kan pålægge en havnevirksomhed at foretage omfattende sikringsforanstaltninger for at få fornyet sin sikkerhedsgodkendelse – uden at virksomheden har mulighed for at gøre indsigelse, selvom indsatsen på ingen måde står mål med risikoen.
IMO nævnes ikke
Selve hensigten med loven er at gennemføre internationale regler på området, men det nævnes ikke i den bemyndigelse, der er givet trafikministeren, og der er ikke nogen tydelig begrænsning for det, trafikministeren må udstede regler om.
Retssikkerheden trues
Et helt grundlæggende princip i et retssamfund er, at alle har ret til at anke en afgørelse. Med andre ord kan såvel borgere som virksomheder, der er parter i en sag, hvor der træffes en afgørelse, klage over afgørelsen – og hvis dette skal fungere i praksis, skal den instans, man klager til, naturligvis ikke være den samme instans, som traf afgørelsen i første omgang. Men i tilfældet med sikring af havnefaciliteter er det Kystdirektoratet, der skriver bekendtgørelsen og alle de vejledninger, der udfylder den, ligesom det er Kystdirektoratet, der træffer de konkrete beslutninger om, hvordan man lever op til reglerne. Kystdirektoratet kan ændre bekendtgørelsen eller vejledningerne så tit, det skal være, og træffer alle de konkrete beslutninger inden for de regler, Kystdirektoratet selv skriver. Og hvis Kystdirektoratet begår en fejl i forbindelse med dette arbejde, er det bare ærgerligt, for princippet om at bruge to instanser er ikke gældende her.
Grund til bekymring
En forvaltning som Kystdirektoratet betragtes almindeligvis som upartisk. Men selv upartiske forvaltninger er bemandet med mennesker, og mennesker kan som bekendt begå fejl, ligesom man kan forestille sig tilfælde, hvor sagsbehandlingen kan være lemfældig. Man kan også let forestille sig, at der kan overreageres på kritik. Hvis en myndighed ikke underlægges generelle regler, men blot kan gøre, som den vil, er der grund til at standse op og tænke sig om.
