Maritim vækst på Bornholm
Bornholms Maritime Udviklingscenter er nu en realitet som et nyt Bornholmsk vækstinitiativ.
Rønne Havn – Bornholms største erhvervshavn – har netop indgået en samarbejdsaftale med Europas Maritime Udviklingscenter (EMUC) med hjælp fra Klyngeudvikling Bornholm v/Væksthus Hovedstadsregionen. Samarbejdet sigter mod at styrke Bornholms maritime klynge og skabe bornholmske arbejdspladser og maritime projekter til gavn for klippeøen.
Aftalen omfatter bl.a.:
• Udvikling af en Bornholmsk maritim klynge baseret på de styrkepositioner og kompetencer, som havnene, rederierne og de maritime virksomheder på Bornholm allerede besidder.
• Udvikling af bornholmske maritime arbejdspladser, projekter, innovationsinitiativer, samt nye produkter på Bornholm.
• Støtte til og udvikling af maritimt iværksætteri på Bornholm.
• Samarbejde om maritime konferencer og arrangementer på Bornholm med henblik på sikring af vidensdeling, idégenerering og vækstmuligheder.
• Identifikation af mulige nationale og internationale samarbejdspartnere til udvikling af projekter, netværk og innovation.
• Samarbejde i diverse nationale og internationale maritime projekter, herunder fundraising.
”Bornholm har en unik maritim placering i Østersøen, og det skal vi forsøge at udnytte. EMUC starter samarbejdet med Bornholm ved at placere et EU-støttet LNG projekt på Rønne Havn. Herefter vil vi aktivt gå ind og facilitere skabelse af nye mulige maritime initiativer sammen med vores samarbejdspartnere på Bornholm. Derefter vil vi sammen med Klyngeudvikling Bornholm v/ Væksthus Hovedstadsregionen drive ideerne til aktuelle projekter og aktiviteter. Vi takker specielt Rønne Havn for indgåelse af det nye samarbejde og ser det som et udtryk for en fremsynet og innovationsorienteret erhvervshavn. Samarbejdet vil støtte op om Det Blå Danmarks handlingsplan ”Danmark som Europas Førende Søfartsnation” samt gavne hele Bornholms maritime udvikling.” siger Tonny Dalhøj Paulsen, bestyrelsesformand i Europas Maritime Udviklingscenter (EMUC).
Winni Grosbøll, Borgmester i Bornholms Kommune, glæder sig over samarbejdsaftalen og det igangsatte arbejde med at udvide Rønne Havns forretningsmuligheder.
”I kraft af Bornholms beliggenhed har Rønne Havn en enestående mulighed for at blive center for maritime aktiviteter i hele Østersøen,” siger hun.
Lars Albæk, leder af Klyngeudvikling Bornholm v/ Væksthus Hovedstadsregionen, der faciliterer samarbejdet i de bornholmske erhvervsklynger, udtaler:
”Vi ser meget frem til at skulle samarbejde med EMUC og Rønne Havn A/S om Bornholms Maritime Udviklingscenter, hvor vi bakker op om målsætningen om at initiativet skal skabe flere nye lokale arbejdspladser. Rønne Havn er jo i sig selv en interessant erhvervsklynge af forskellige virksomheder beskæftiget inden for færgetrafik, shipping, forarbejdning og handel med råvarer samt turisme, bl.a. krydstogtsskibe. Og samarbejdet med EMUC giver Bornholm adgang til et meget stærkt internationalt erhvervsnetværk af innovative samarbejdspartnere og værdifulde underleverandør- og eksportmuligheder. EMUC har også omfattende erfaring med funding og drift af internationale erhvervsudviklingsprojekter, som på sigt kan udvikle Bornholms Maritime Udviklingscenter til at være en central medspiller i den fremadrettede udvikling af de bornholmske erhvervsklynger.”
Hos Rønne Havn A/S er forventningerne til det nyetablerede samarbejde store. ”Hvis vi ser på de resultater der er skabt både i Danmark men også internationalt gennem udvikling af specialiserede maritime klynger, er potentialet stort for Bornholm vurderer Rønne Havns Direktør Thomas Bendtsen. Vi får som havn nu i langt større grad mulighed for at etablere havnen som en vækstmotor for det Bornholmske samfund, idet adgang til både ressourcer og viden bliver tilgængelige gennem samarbejdet med EMUC. Vi får således mulighed for at udnytte det element ingen andre danske havne har, som er vor centrale placering ved indgangen til Østersøen.”