Absalon stopper endnu et piratmoderskib
16 formodede pirater tilbageholdt - 12 gidsler fra Pakistan og Iran undsat
Absalon har i går stoppet endnu et piratmoderskib ud for den somaliske østkyst oplyser Søværnets Operative Kommando.
Uden at bruge væbnet magt fik mandskabet på Absalon standset 16 formodede pirater, som nu tilbageholdes på Absalon. Derudover var der 12 personer fra henholdsvis Pakistan og Iran, som har været tilbageholdt på piratmoderskibet gennem den seneste måned. De undsatte gidsler har afgivet vidneforklaring på ABSALON, og er nu sejlet hjemover.
Der er ingen tilskadekomne i forbindelse med operationen.
Danske myndigheder vil nu undersøge, hvorvidt der er mulighed for retsforfølgning af de formodede pirater.