Torms krise koster ni hovmestre jobbet
Ni hovmestre har i dag fået besked fra Torm om at de er blevet opsagt
Torms krise har nu medført, at ni danske hovmestre har mistet jobbet. Det skriver Dansk Metals Maritime Afdeling i dag i en pressemeddelelse, hvor de også påpeger, at de har formået at få forhandlet antallet af hovmestre der mister jobbet ned fra 11, til de ni der altså er blevet opsagt.
”Det er med dyb beklagelse, vi nu må se ni danske hovmestre miste jobbet,” udtaler formand for Dansk Metals Maritime Afdeling og CO-Søfart, Ole Philipsen, i pressemeddelelsen.
”Det er med dyb beklagelse, vi nu må se ni danske hovmestre miste jobbet,” udtaler formand for Dansk Metals Maritime Afdeling og CO-Søfart, Ole Philipsen, i pressemeddelelsen.
”Når det er sagt, må vi også erkende, at hovmestrene er gået fri i tidligere fyringsrunder i Torm. Og i den krise, som rederiet befinder sig i, har vi forståelse for, at det er nødvendigt at skære - ikke blot til benet men helt ind, hvor det gør rigtig ondt,” fortsætter han.
Forhandlingerne er også endt med, at de opsagte hovmestre får konkrete tilbud om efteruddannelse og evt. omskoling. Eksempelvis den skræddersyede uddannelse til navigatør, som blev etableret i 2008 gennem et samarbejde mellem Dansk Metals Maritime Afdeling, Søfartsstyrelsen og Skagen Skipperskole.
De opsagte hovmestre erstattes af billigere arbejdskraft i form af udlændinge, hvilket Dansk Metals Maritime Afdeling kun finder acceptabelt, grundet Torms nuværende situation.
”Torms aktuelle, vanskelige situation gør, at vi vurderer, at det rent undtagelsesvist er lovligt i denne situation,” forklarer Ole Philipsen, ” Vores håb er, at Torm kommer gennem krisen og genvinder sin styrke. Og at Torm til den tid igen bliver arbejdsplads for flere danske søfarende, herunder naturligvis også danske hovmestre.”
De to ikke-opsagte hovmestre er nu de eneste to danske hovmestre, der er tilbage i Torm.