23948sdkhjf

Blue Water Shipping med i australsk vindmølleprojekt

Blue Water Shipping skal transportere 22 vindmøller fra Tyskland og Brasilien til Australien
Blue Water Shipping har netop påbegyndt transporten af 22 vindmøller til onshore vindmølleparken Mumbida i Western Australia.

Dette er den første direkte kontrakt mellem Blue Water Shipping og ordregiveren Leighton Contractors, der er Australiens største entrepenørvirksomhed, men de to virksomheder har tidligere sammen været involveret i et australsk vindmølleprojekt, som var joint venture mellem Vestas og Leighton.
 
”Blue Water Shipping er naturligvis glade for samarbejdet med Leighton Contractors, som vi har opbygget gode relationer til, og vi er overbeviste om, at det har haft afgørende betydning for kontrakttildelingen, at Blue Water Shipping har stor global erfaring og ekspertise med vindmølletransport. Erfaring som inden for det seneste års tid altså også tæller transport af møller til Australien,” siger Kurt Skov, grundlægger og adm. direktør Blue Water Shipping, i en pressemeddelelse.
 
Der er tale om 22 vindmøller fra General Electric med en kapacitet på 2,5 MW, og transporten omfatter to afskibninger af hovedkomponeter (naceller, hubs) fra Brake i Tyskland samt to afskibninger af møllevinger fra Santos i Brasilien. Lasten har havnen i Geraldton i det vestlige Australien som destination, hvorfra møllerne skal vejtransporteres den korte afstand til mølleparken Mumbida. Blue Water Shipping har ansvaret for søtransport samt lastning og losning i alle havne.
 
Første afskibning fra Tyskland er fuldført, og Blue Water Shippings del af projektet forventes afsluttet i løbet af sommeren. Hos Blue Water Shipping er kontorerne i Singapore, Esbjerg, Bremen og Rio involveret.
 
Vindmølleparken i Mumbida forventes i drift i november 2012, hvor parken vil levere el svarende til det årlige forbrug i 35.000 husstande.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062