Stadig mange fejl i den passive brandsikring i byggeriet
I modsætning til aktive brandsikringsanlæg skal den passive brandsikring ikke kontrolleres af tredjepart. Det betyder, at mange bygninger bygges og renoveres med et stort antal fejl, som kan have vidtrækkende konsekvenser i tilfælde af brand.
Det er bestemt ikke sikkert, at brandsikringen rundt omkring i byggeriet er, som den skal være. Det fortæller brandteknisk rådgiver hos DBI, Morten Steen Johansen, som har stor erfaring fra byggepladstilsyn og som skønsmand.
- Mens aktiv brandsikring som udgangspunkt også skal kvalitetssikres af tredjepart, inden den tages i brug, skal den passive brandsikring ’kun’ udføres i overensstemmelse med Bygningsreglementet. På mange byggepladser bliver den opgave bare ikke løftet – og ikke fordi de projekterende og tilsynsførende ikke kan finde ud af, hvordan en brandadskillende bygningsdel skal opbygges, men fordi det udførte arbejde ikke gennemgås i detaljer. Det gælder både ved gennemføringer, døre og sammenbygning af flere bygningsdele og medfører et lavere brandsikkerhedsniveau, end hvad Bygningsreglementet foreskriver som acceptabelt, siger Morten Steen Johansen.