Strøm under Storebælt
Mellemspændingsanlægget på Storebæltsforbindelsen er blevet serviceret og har fået nye samleskinnebeskyttelser fra ABB for at sikre mod fejl i forsyningen.
Almindelige mennesker tænker sikkert ikke over det, når de kører over Storebæltsbroen eller tager toget igennem tunnelen under den. Men elforsyningen er vital for, at trafikken kan krydse mellem Fyn og Sjælland. For uden el fungerer anlæggene på broerne ikke, og det samme er tilfældet i den op til 75 meter dybe jernbanetunnel.
- Grundtanken er at sikre, at kunderne får en god oplevelse af at køre over Storebælt, der skal være åben hele tiden. Derfor skal udstyret hele tiden være ajourført. Folk ser kun beton, asfalt og wirer og tænker slet ikke over, at de bagvedliggende systemer skal virke, for at der kan køre bil eller tog. Uden el, ingen forbindelse, og til dette har vi altid brugt ABB's komponenter og ekspertise med stor tilfredshed, udtaler driftsleder Jesper Brink, Storebælt.
Storebæltsforbindelsen åbnede i 1998, og forsyningsanlægget blev idriftsat allerede under byggeriet, så det nu er 20 år gammelt. Og selvom broen i sig selv har en forventet levetid på mindst 100 år, forventes det elektriske udstyr at skulle skiftes 6-8 gange i samme periode.
I portalbygningerne for enden af tunnelen sidder der to dobbeltsamleskinner og dublerede (i alt fire) Safe Six mellemspændingsanlæg fra ABB, der netop har fået monteret nye, tidssvarende REB670samleskinnebeskyttelser. En samleskinnebeskyttelse er en elektronisk enhed, der måler strømmene i anlægget og beskytter kobberskinnerne mod kortslutning – i princippet fungerer den som et meget avanceret HPFI-relæ.
- Mellemspændingsanlæggene har fungeret upåklageligt, men 20 år gammel elektronik begynder at være slidt og fejle i de enkelte komponenter. Desuden bliver det efterhånden sværere at skaffe reservedele, forklarer projektleder Christian Skovgaard Andersen fra Storebælt, der har ansvaret for reinvesteringsprojekter.
Mellemspændingsanlæggene forsyner ikke bare broerne, men er også hovedforsyning ned til 16 af de 32 tværtunneler mellem de to hovedtunnelrør. Her står den teknik som tavler, der forsyner pumper og ventiler m.m. i hovedtunnelrørene til jernbanetrafik.
Stort vedligehold
Da Storebæltsforbindelsen er en vital infrastrukturdel, der ikke kan tåle at være lukket, er der til dagligt op til 50 mand i gang med vedligehold. Både elektrisk og mekanisk, men også grønt og sort – vedligehold, hvor der fx hvert år samles hele 20 ton tabt gods op af servicefolkene.
Den faste forbindelse over Storebælt er 18 kilometer lang og består af en højbro, to lavbroer og en jernbanetunnel. Broens pyloner er med deres 254 meter Danmarks højeste konstruktion, hvor tunnelen tilsvarende med sine 75 meter under havoverfladen er en af Danmarks dybeste placerede konstruktioner.
Storebæltsforbindelsen blev i 2015 krydset af hele 11.880.022 køretøjer, hvoraf de 10.417.976 var personbiler.