"Sølvmedalje" i innovation
EU-Kommissionen har udgivet den årlige rangliste over innovationsevnen i de 28 medlemslande. Danmark ligger igen nummer to efter Sverige. Positivt, mener GTS-foreningen, der dog peger på, at der er plads til forbedring.
Rapporten ”European Innovation Scoreboard” måler, hvordan de europæiske lande præsterer inden for forskning og udvikling. Endnu en gang er Danmark med helt i top, og rapporten viser, at fire ud af fem danske regioner hører til blandt de mest innovative i Europa. Desuden viser rapporten, at danske universiteter er dem, der publicerer mest forskning i samarbejde med private virksomheder.
Et af de steder, hvor Danmark får baghjul, er i vores evne til at skabe innovation i små og mellemstore virksomheder. Her indtager Danmark en position midt i feltet.
”Selv om det er meget positivt, at Danmark igen er placeret helt i top på ranglisten, er det ikke godt nok, at vi fortsat halter bagefter, når det drejer sig om at skabe innovation i de små og mellemstore danske virksomheder. Det skal sikres, at indsatsen for at få viden ud i virksomhederne bliver prioriteret endnu højere – vi har viden og potentiale til mere”, siger Ragnar Heldt Nielsen, direktør i GTS-foreningen.