Viden om vand
Hvad betyder bølgepåvirkningerne for byggeriet af en havn eller opsætning af en off-shore vindmølle? Og hvilken indvirkning på havmiljøet får bygning af en bro? Det er nogle af de spørgsmål, DHI hjælper virksomheder med at få svar på.
Ole Svenstrup Petersen er uddannet miljøingeniør, og han har en Ph.D. fra Aalborg universitet. For knap 20 år siden havde Ole Svenstrup Petersen første arbejdsdag på DHI, og han er i dag globalt ansvarlig for DHI’s FoU-aktiviteter på det marine område. I sit arbejde kommer Ole Svenstrup Petersen rundt om alle aspekter af ”GTS-rollen”. Han løser kommercielle opgaver for virksomheder, han deltager i forsknings- og udviklingsprojekter, og så videreformidler han sin viden til studerende på danske universiteter.
”Vores marine aktiviteter handler om analyser og beregninger af alt i havet og ved kyster. Vi hjælper danske virksomheder med data og miljøundersøgelser i forbindelse med marine infrastrukturanlæg som fx havne, kystbeskyttelse, broer og off-shore vindmøller”, fortæller Ole Svenstrup Petersen.
Forsøgshaller og feltafdeling
Arbejdet tager udgangspunkt i DHI’s mangeårige erfaring med specialist rådgivning og benytter blandt andet fysiske forsøgshaller og en feltafdeling, der tager ud og foretager målinger ved kysterne og på havet. Herudover benyttes DHI’s ”MIKE” softwaremodeller, der beregner vandbevægelser, kystudvikling eller vandkvalitet. Ole Svenstrup Petersen fortæller, at det i Danmark er en meget blandet gruppe af virksomheder, der har gavn af deres kompetencer:
”Vi samarbejder med meget store virksomheder som fx Mærsk, Dong og Danske Havne, eller nogle af de store infrastrukturprojekter. Disse virksomheder bruger især vores viden til at lave sikre operationer, billigere konstruktioner og til at undersøge konsekvenserne på miljøet. Vi samarbejder også med små virksomheder som fx DanWEC og Musholm A/S. Blandt andet inden for vores viden om bølgeenergi er der mange mindre virksomheder, der kommer her til Hørsholm og udnytter vores fysiske anlæg til at gennemføre test og afprøve deres ideer”.