Bruger din virksomhed de grimme grøntsager?
I Danmark smider vi 700.000 ton spiseligt mad ud om året og tallene viser, at det kommer fra hele værdikæden. 100.000 ton fra primærproduktion, 133.000 ton fra fødevareindustrien og 260.00 ton fra de danske forbrugere.
Arbejder du i fødevarebranchen? Så har vi brug for dine svar på tre hurtige spørgsmål!
Deltag her: https://da.surveymonkey.com/r/SG2NK5D
Barrierer skal nedbrydes
Et nyt studie fra AgroTech, Teknologisk Institut, viser, at storkøkkener har store økonomiske fordele ved at bruge 2. sorterings grøntsager, dvs. de grøntsager som ser grimme ud. I stedet for at blive solgt videre eller anvendt, bliver 2. sorterings grøntsager kasseret, og det er her storkøkkenerne går glip af gode muligheder. Studiet viser, at de kan spare 23 % i tidsforbrug, udnyttelsesgrad og råvarepris ved brug af 1 kg. 2. sorterings løg sammenlignet med almindelige 1. sorterings løg.
-Vi ser en potentiel forretningsmulighed for at udvide sortimentet hos grossisterne med 2. sorterings grønt. Det vil påvirke madspildet hos primærproducenterne i positiv retning og give storkøkkenerne en klar økonomisk fordel. Nu er næste skridt at få nedbrudt eventuelle barrierer til at få dette opfyldt, siger projektleder Dorthe Lynnerup, AgroTech, Teknologisk Institut.
Der er ikke overskrifter i at optimere produktionen
En af de store barriere er at få hele værdikæden til at spille bedre sammen. I stedet for at storkøkkener køber lige gulerødder ind fra udlandet, så skal de opdage fordele ved at bruge de skæve danske gulerødder. Hvordan dette skal komme i stand, sætter vi til debat på Folkemødet på Bornholm. Her har vi inviteret repræsentanter fra hele værdikæden til at give deres mening. Selina Juul, stifter af Stop Spild Af Mad, som også deltager i debatten, ser også en klar udfordring, når det kommer til at forebygge madspild.
-Når en lokal fødevarevirksomhed donerer overskudsmad, som den ikke kan få afsat, til det lokale asylcenter, skaber det langt større overskrifter i lokalavisen, end hvis virksomheden har optimeret sin produktion til i stedet helt at forhindre spildet, skriver Selina Juul i et indspark i Information.
Selvom donation af overskudsmad har både en god hensigt og formål, så løser det ikke problemet med det stigende madspild. Det kræver en omstilling i måden arbejdet foregår i storkantinerne såvel som hos fødevareproducenterne.