Schuko-stikkontakter på skoleskemaet
Hos Syddansk Erhvervsskole er Schuko-stikkontakter fra ABB blevet en fast del af undervisningen, da både lærlinge og elektrikere på efteruddannelse efterspørger mere viden om standarden.
El- og automatikafdelingen på Syddansk Erhvervsskole Odense- Vejle er blandt landets største og har en målsætning om at holde branchen ajour med de nyeste produkter og teknikker via uddannelse og efteruddannelse.
Derfor har de valgt at gøre undervisning i montering af ABB’s europadåser og tilhørende installationsprodukter til en fast del af pensum, da de oplever, at både lærlinge og uddannede elektrikere efterspørger mere viden om standarden, som de i stigende omfang arbejder med ude på byggepladserne.
- Vi kan se, at europadåserne er på vej frem. Impressivo-installationsprodukter og KNX har været en øjenåbner for os, og jeg kan høre på de elektrikere, vi har inde til efteruddannelse, at europadåser bliver mere og mere anvendt i projekterne. Også flere producenters produkter bliver brugt sammen, så det er en spændende udvikling, forklarer overlærer Susanne Winther Jørgensen fra Syddansk Erhvervsskole i Odense.
Uddannet til fremtiden
På specialet Bygningsautomatik undervises lærlinge på andet hovedforløb således i brugen af europadåser, Schuko-stikkontakter og KNX, og de har taget imod den nye teknologi med stor interesse. Skolen har indrettet en række rum, hvor lærlingene afprøver tingene i praksis ud fra mantraet om, at de skal lære håndværket under forhold, der afspejler virkeligheden.
- Lærlingene sammenligner med de stikkontakter, de er vokset op med, og er glade for at lære om begge muligheder. De har masser af holdninger og er for eksempel glade for at montere Impressivo- seriens netværksstik. Derudover ser de det også som noget positivt, at der er mere plads til ledninger i europadåserne, og at rammen kan justeres meget mere end de er vant til, fortæller Susanne Winther Jørgensen.
Skolen oplever, at nutidens lærlinge ikke bare tænker i funktionalitet, men også rigtig meget i design, og derfor bruger tid på at studere designmulighederne i ABB’s sortiment. Lærlingene ser spændende muligheder i det nye og er for eksempel meget begejstrede for stikkontakterne med indbygget USB-oplader.
Nem montering
Selv fremhæver andetårslærlingene på Bygningsautomatik, at europadåserne og det øvrige installationsmateriel fra ABB’s Impressivo-serie er nemt at arbejde med uden at lave fejl.
- Jeg synes, det er fantastisk nemt og ligetil. ABB har gjort tingene meget gennemskuelige. For eksempel angiver enheden på bagsiden, om det er A eller B, så det er nemt at se, hvilken ledning der skal i hvor, fortæller Kim Mikkel Schølte, der er lærling hos Bravida i Odense.
- Det er genialt, at du bare kan klikke det på uden nogen synderlig brug af værktøj. Det er fedt, at du ikke skal stå og rode med en specialtang, forklarer Kim Mikkel Schølte.
Erland Wulf Johansson, der er lærling hos JK EL i Glamsbjerg, fremhæver også, at materiellet har været en positiv overraskelse, fordi det er så intuitivt at arbejde med. På hans arbejdsplads mærker de, at efterspørgslen på intelligente huse er stigende, så han er specielt glad for at få et godt kendskab til KNX-programmering på Syddansk Erhvervsskole.
- Impressivo-installationsprodukter fra ABB giver mange muligheder igennem det store udvalg, hvilket gør det rigtig interessant i fremtiden. Også med intelligente huse, hvor det virkelig kan udnyttes, siger Erland Wulf Johansson.
Ud over montering og programmering af nye teknologier underviser Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle også i love og regler, så både lærlinge og elektrikere på efteruddannelse har al den nødvendige viden til at udføre installationer i fremtiden.