Hoyer styrker sin position i marinebranchen med eget design
Hoyer Motors har løftet sløret for en ny bremsemotor. Det sker officielt på den norske messe Nor-Shipping, der samler den internationale elite fra hele den maritime branche.
Med kombinationen af en standardmotor og skræddersyede bremseløsninger melder Hoyer sig nu på banen med en bremsemotor i eget design. Der er tale om gennemtestede komponenter, der udmunder i et produkt udviklet til marine- og offshoreindustrien. Komponenterne består af Hoyers IE2 marinemotor og en stærk marinebremse fra tyske Stromag. Hoyer samler komponenterne i enten Danmark eller Asien hvilket kommer kunderne til gode.
− Fordi vi har komponenterne på lager, kan vi sikre vores kunder en hurtig og sikker levering af en godkendt bremsemotor til blandt andet alle former for spil, forklarer Loke Svendsen, Country Manager i Hoyer Motors.
Hoyer skiller sig ud
Den fleksible løsning betyder også, at kunderne kan få motoren leveret med eller uden en Kübler enkoder, der er dimensioneret specielt til de barske forhold på havet. Derudover kan kunderne tilvælge en række andre komponenter til motoren afhængigt af ønskede brugsformål.
− Sammen med vores mangeårige erfaring og professionelle indsigt i branchen, mener vi, at bremsemotoren er med til at differentiere os på et marked, der er præget af stærk, international konkurrence, tilføjer Loke Svendsen.
Del af en større strategi
Hoyer har fulgt udviklingen i marine- og offshorebranchen i mange år, og virksomheden bliver derfor mere og mere synonym med industrien. Det gælder både i Europa og i Asien, hvor Hoyer Motors også etablerede eget testcenter i begyndelsen af året.
− Vores mål er, at vi vil være den globale, primære leverandør til marine- og offshoreindustrien. Vi styrker løbende vores position ved at udvide vores vifte af produkter. På den måde hæver vi serviceniveauet over for vores kunder, så de i endnu højere grad kun behøver at henvende sig ét sted, når de skal bruge motorer deres til marine- og offshoreapplikationer, forklarer Loke Svendsen.
Hoyers vision er at kunne udbyde et endnu bredere produktsortiment, og det er også en del af Hoyers nyligt lancerede 2015-2020-strategi. Den sætter fokus på relationer og partnerskaber med kunderne, og det indebærer blandt andet et tættere samarbejde og gensidig sparring mellem Hoyer og virksomhedens kunder.