DBI får økonomisk støtte til maritimt forskningsprojekt
DBI og KOMPAS-projektet, der har til formål at lette designprocessen for passagerskibe i letvægtskomposit, modtager 5,09 mio. kr. i støtte.
KOMPAS-projektet, der står for komposit-overbygninger til større passagerskibe, skal gøre det lettere at designe passagerskibe i letvægtskomposit for både værfter, leverandører og rederier. Dette vil medføre besparelser i både tid og penge. Projektet skal samtidig lette myndighedernes godkendelsesproces i forhold til gældende regler.
Den Maritime Omstillingspulje (Søfartsstyrelsen) og Den Danske Maritime Fond gav i juni tilsagn om økonomisk støtte på i alt 5,09 mio. kr. til projektet, som DBI skal gennemføre i samarbejde med DTU. Herved udnyttes vores stærke kompetencer inden for brandsikring til at vejlede offshore-branchen.
Projektet tager udgangspunkt i en ombygning af overbygningen på Rødby-Puttgarden-færgen fra stål til letvægtsmaterialer. Samtidigt udvikler parterne i projektet en model til at dokumentere samspillet mellem selve konstruktionen og reaktionen ved brand. Dette vil munde ud i konkrete guidelines for ny- og ombygninger af større passagerskibe.
Projektet kører frem til juli 2015. Læs mere om KOMPAS-projektet.