23948sdkhjf

Dansk tørlastskib tilbageholdt i Panama

Ultrabulks tørlastskib ’Ultra Innovation' opbragt i Panama for ulovlig sejlads med fosfat fra det besatte Vestsahara, skriver flere NGO'er. Ultrabulk afviser at rederiets fosfattransporter er ulovlige, mens Danske Rederier 'følger sagen nøje'.
Bulk-skibet ’Ultra Innovation', som tilhører det dansk-baserede rederi Ultrabulk, er ifølge flere NGO’er tilbageholdt i Panama med 50.000 tons fosfat

Tørlastskibet ’Ultra Innovation’ er det andet skib i denne måned, som er blevet tilbageholdt i Panama for at sejle med fosfat fra det besatte Vestsahara til Canada - stik imod international lov og Folketingets anbefalinger. Det skriver NGO’erne Afrika Kontakt og Western Sahara Ressource Watch (WSRW).

Ultrabulk er ifølge de to organisationer den primære transportør af fosfat for det Canadiske firma Agrium, som er den største opkøber af fosfat fra Vestsahara. Den seneste transport, der sejlede fra El Aaiun i Vestsahara med Ultrabulk, skulle have været til Vancouver i Canada. Fosfat bruges primært til produktion af kunstgødning.

Kontrakt med marokkansk fosfatfirma

Afrika Kontakt skriver i en pressemeddelelse, at Ultrabulk har en kontrakt med det offentligt ejede marokkanske fosfatfirma Groupe OCP, som er verdens førende fosfat-eksportør. Aftalen omhandler transport af 9 millioner tons fosfat fra BouCraa-minen i Vestsahara til Canada mellem 2013 og 2020.

Afrika Kontakt har i årevis forsøgt at få en dialog med Ultrabulk. Men dette har ifølge foreningen vist sig stort set umuligt, da Ultrabulk har henvist til Danmarks Rederiforening. Både Ultrabulk og Danmarks Rederiforening har over for organisationen afvist, at de bryder folkeretten.

- Vi har i Afrika Kontakt forsøgt at fortælle Ultrabulk og Danmarks Rederiforening, at de er på kant ned folkeretten. Deres svar på vores henvendelser har ikke været taget alvorligt, og nu kommer resultatet. Et dansk skib er tilbageholdt med mulige store økonomiske konsekvenser for rederiet, udtaler sekretariatsleder hos Afrika Kontakt, Morten Nielsen, i pressemeddelelsen.

Læs også: Forsigtigt tørlastrederi skruer op for risikoen

Vestsahara har siden 1975 været besat af Marokko. Hverken opkøberen af fosfatet i Canada, Agrium, eller Ultrabulk har ifølge Afrika Kontakt været i kontakt med befrielsesbevægelsen Polisario, som ikke mener, at den oprindelige befolkning har givet sit samtykke eller har en fordel i eksporten af fosfat.

Polisario er forhandlingspart i FN's forsøg på at lave en folkeafstemning om områdets tilhørsforhold. En folkeafstemning som besættelsesmagten Marokko har blokeret for i årevis.

Bekræfter at skibet er tilbageholdt

Hos Ultrabulk bekræfter adm. direktør Per Lange overfor Søfart, at skibet 'Ultra Innovation' er tilbageholdt i Panama på foranledning af Polisario.

- Vi har tidligere fået klare juridiske udtalelser fra flere sider, men vi har benyttet denne lejlighed til igen at tjekke med vores juridiske rådgivere, som har bekræftet overfor os, at hjemmelsgrundlaget for udvinding af naturressourcer, herunder transport af dette, er uændret. Dermed er lasten som tidligere tilsvarende laster lovligt afskibet i overensstemmelse med de regler og forpligtelser, som Ultrabulk er underlagt, skriver han i en email.

Ifølge Afrika Kontakt har en EU-dom fra december 2016 fastslået, at Polisario repræsenterer folket i Vestsahara og deres politiske og økonomiske interesser. Til det siger Per Lange:

- Vi afventer forsat Udenrigsministeriets redegørelse for dommen og de eventuelle implikationer, det må have for danske virksomheder. Foreligger der dernæst en ny situation, så forholder vi os selvfølgelig til det. Han tilføjer:

- Der foreligger ikke nogen handelsembargo eller sanktioner, og der er derfor ikke noget ulovligt i denne forretning. Vi arbejder ydermere ud fra de anbefalinger, som FN og de danske myndigheder udsteder, inklusive Folketingets opfordring til at udvise særlig agtpågivenhed.

Ultrabulk har rødder tilbage til det hedengangne ØK, som i slutningen af 1990’erne solgte sine tørlastaktiviteter til Eitzen-gruppen, som igen solgte aktiviteterne videre til den familieejede chilenske Ultranav-koncern i 2009.

Danske Rederier følger sagen nøje

Hos Danske Rederier (tidl. Danmarks Rederiforening) oplyser man, at organisationen tidligere har modtaget henvendelser fra Afrika Kontakt og løbende har drøftet situationen.

- Vi noterer os, at der er et skib, der er blevet tilbageholdt. Så længe tolkningen af dommens betydning ikke foreligger, kan vi ikke umiddelbart se, at der er hjemmel til at rejse krav om erstatning. Vores medlemmer, der er til stede i Vestsahara, har indgået en kontrakt med deres kunder. De overholder lovgivningen, da der ikke foreligger nogen handelsembargo eller sanktioner, udtaler Maria Bruun Skipper, underdirektør i Danske Rederier, i en mail til Søfart. Hun tilføjer:

- Danske Rederier følger sagen nøje, og vi afventer nu Udenrigsministeriets redegørelse for dommen. Viser den, at man skal handle anderledes, så et det en ny situation, som vi selvfølgelig forholder os til. Derudover er vi i løbende dialog med Udenrigsministeriet, så vi konstant sikrer os, at vores anbefaling med vores medlemmer er i overensstemmelse med den officielle danske holdning og anbefalinger fra FN.

Læs også: Ultrabulk tog levering af supramax-nybygning
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.142