23948sdkhjf

MJ Eriksson følger transportcenter til dørs

En af landet største anlægsentreprenører, MJ Eriksson, har siden 2001 lavet anlægsarbejde i Køges nye erhvervscentrum. Med omfattende know-how og erfaring med anlægsarbejde i stort format, har MJ Eriksson ikke bare set Skandinavisk Transport Center udvikle sig, men også set deres egne arbejdsmetoder ændre sig i takt hermed.

En stor del af MJ Erikssons maskinpark er i dag udstyret med GPS-systemer til effektiv udgravning og anlægsarbejde. Sådan var det dog ikke i de første år af byggeriet ved Skandinavisk Transport Center, eftersom teknologien på daværende tidspunkt ikke eksisterede.

- Vi har været så heldige, at vi har fået lov til at lave størstedelen af byggemodningsarbejdet i Skandinavisk Transport Center. Vores første entreprise derude startede allerede i 2001 med første etape. Etape to startede derefter i 2002 og strakte sig til 2004. En ny etape og byggemodningsproces startede i 2012, hvilken vi var en del af indtil 2013. Egedesvej, der delvist er ved at blive en del af transportcenteret, var vi tilknyttet i 2014 til 2015. Så det er mange år og enorme mængder hektarer, vi har været med i, siger Dennis Laursen, projektchef hos MJ Eriksson.

Tungt maskineri til tungt arbejde

For MJ Eriksson har det været en interessant rejse at følge tilblivelsen af Skandinavisk Transport Center fra dets spæde start på markerne vest for Køge, i de første år af det nye årtusinde, til det store kompleks, der står i dag.

- Der vil altid være små overraskelser og udfordringer på så store projekter, men der har faktisk ikke været store komplikationer i alle de år, vi har været der ude. Selvfølgelig vil der være forurenet jord, blød bund m.m. og der er et fredet dige, der løber gennem transportcenteret, som der skulle tages hensyn til, men det er, hvad man kan forvente, og det kan vi sagtens håndtere, fortæller Dennis Laursen.

Byggemodning af så store arealer og belægningsarbejde herpå, medfører også en afledning af voldsomme vandmængder, når det regner. Derfor går en væsentlig del af arbejdet også med at lave store opstuvningsbassiner i form af store bassinledninger og regnvandsbassiner i det åbne land. En del af opgaven i 2012 var levering og lægning af ca. 500 meter Ø2000 bassinledning til regnvand, som skulle lægges i jorden i en stor dybde. For at det mange tons tunge betonrør kunne lægges i så dybe udgravninger, var der brug for tungt maskineri, med stor rækkeevne og løftekapacitet. MJ Eriksson har derfor haft en del af deres 50-60 tons tunge maskiner beskæftiget på pladsen, så ledningen kunne komme på plads seks-otte meter nede i jorden, hvor den ligger i dag.

En historie om et skilt

Det omfattende arbejde MJ Eriksson har udført i området indbefatter jordarbejde, kloakarbejde, grusarbejde, el og teledækning samt belægning og belysning. MJ Eriksson har efterfølgende været tilknyttet seks af byggerierne i transportcentret, men størstedelen af deres arbejde har været for Køge Kommune og Skandinavisk Transport Center.

- I tidernes morgen, i 2001, satte man et byggepladsskilt op, da vi startede byggemodningen i første etape. Skiltet fik lov til at blive stående ved den afkørsel, afkørsel 32, når man ankommer til transportcenteret. Skiltet blev først fjernet i foråret 2015 i forbindelse med vores arbejder med Ringstedbanen. Vi lavede en lille nedtagningsceremoni, hvor vi udover rådgiveren fra Rambøll også fik hidkaldt den pensionerede bygherre fra Køge Kommune, der var tilknyttet byggemodningen i første år, vi var på sagen, afslutter Dennis Laursen.

Faktaboks - MJ Eriksson

  • MJ Eriksson udfører også vej-, bane-, funderings- og spunsarbejde, grundvandssænkning og tunneleringopgaver
  • Virksomheden har i gennemsnit haft 25 medarbejdere beskæftiget og omkring 15-20 maskiner i brug i de perioder, de har været tilknyttet Skandinavisk Transport Center
  • Se mere på mjeriksson.dk
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062