23948sdkhjf

Erfarne shipping-folk rejser 2 mia. kr. til ny investeringsfond

To pensionskasser samt medlemmer af Mærsk-familien giver forhenværende Thorco-CEO Henrik Ramskov og tre partnere ca. 2 mia. kr. til maritime investeringer
Med etableringen af investeringsselskabet Navigare Capital Partners tager pensionskasserne Pension Danmark og Danica nu et stort skridt ind i shippingbranchen.

Sammen med medlemmer af Mærsk-familien har de to pensionskasser indtil videre skudt 300 mio. dollars (ca. 2 mia. kr.) ind i fonden Maritime Investment Fund, der i det daglige skal administreres af Navigare Capital, som til gengæld lover sine investorer et ’attraktivt afkast’.

Fonden har en ti-årig tidshorisont og adskiller sig hermed tydeligt fra klassiske kapitalfonde, som i de seneste år er gået aggressivt ind i shipping med en langt kortere investeringshorisont.

Og ifølge managing partner, Henrik Ramskov, rummer investeringsfondens særlige set-up flere fordele:

- Den relativt lange tidshorisont kombineret med det faktum, at vi ikke er bundet til et specifikt segment betyder, at vi kan have en mere porteføljebaseret tilgang til shippinginvesteringer. Vi kan gå ind i flere segmenter på samme tid og har relativt god tid til at vente på det rigtige afkast. Vi baserer vores risikostyring på at fordele investeringerne på flere forskellige segmenter, samarbejdspartnere, kontraktlængder og finansieringsstrukturer, forklarer Henrik Ramskov.

Han påpeger, at fonden fortsat er på jagt efter investorer til sin første fond og at det langsigtede mål er at udnytte markedets muligheder så der på sigt vil være basis for at etablere flere fonde.

Erfaren i shipping
Henrik Ramskov besad senest en stilling som CEO i det af Stadil-familien ejede projektlast-rederi Thorco. Før dette var han COO i Maersk Tankers. De øvrige partnere i Navigare Capital er Lars Bagge Christensen med en fortid som koncernchef i D/S Norden; John Boesen med en fortid i Nordea samt Stig Enslev med en fortid i Maersk Broker.
Ifølge Henrik Ramskov vil Navigare Capital inden længe lancere sine første investeringer.

- Vi vil holde et stramt fokus på selve aktivet, og overlade driften til andre. En oplagt model vil være at investere i specifikke skibe i attraktive segmenter og placere dem i forskellige former for beskæftigelse til f.eks. andre rederier. Kontrahering af nybygninger vil også være noget, som vi ville kunne gå ind i. Men vores vision er ikke at bedrive fuldtonet asset play – vi vil altid fokusere på mulighederne, hvor de end måtte opstå i international shipping, så vores investeringer vil helt naturligt blive placeret forskellige steder og med forskellige partnere, forklarer Henrik Ramskov.

Udviklingsprojekt
Den nye investeringsfond opstod som et udviklingsprojekt i skibsmæglervirksomheden Maersk Broker, som er ejet privat af efterkommerne efter Mærsk McKinney-Møller. Men ifølge Henrik Ramskov er Navigare Capital i dag helt uafhængig af Maerks Broker.

- Med denne fond vil vi skabe en investeringsmodel, der skal gøre det attraktivt for pensionskasserne at investere i shipping. Vi mener at have et attraktivt produkt med den lange tidshorisont og vores fokus på en portefølje af aktiver. Så vi er meget begejstrede for, at det er lykkes os at få to så velrenomerede pensionskasser med om bord, siger Henrik Ramskov.

Vil dette initaitiv få en positiv effekt for dansk shipping?
- Det håber vig da. Vi ser da vores fond som et nyt tilbud til Det Blå Danmark. Danske aktører, som f.eks. har spottet en god forretningsmodel og måske vil investere i nogle skibe – eller måske har nogle skibe, som de gerne vil sælge og tage tilbage på charter – ville da absolut være interessante emner for os.

Store forventninger
Hos PensionDanmark har adm. direktør Torben Möger Pedersen store forventninger til Maritime Investment Fund.

- Management-team’et består af en række erfarne shipping-personer med relevant baggrund og erfaring fra bl.a. Maersk Brokers. Vi forventer, at den nye maritime fond vil være en god investeringsmulighed, som vil give vores medlemmer et attraktivt afkast set over den forholdsvis lange horisont, vi investerer i, siger Torben Möger Pedersen.

Investeringsdirektør i Danica Pension, Jesper Langmack, siger:
- Vi forventer, at investeringen i fonden vil give vores kunder et godt afkast. Det er et stærkt og erfarent team med brede kompetencer, vi investerer i, og det er sammen med de aktuelt attraktive priser på både nye og brugte skibe blandt hoved-årsagerne til, at vi ser det her som en god investering.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.219