23948sdkhjf

Danmark er på tærsklen til at tiltræde Hong Kong-konventionen

I dag behandler Folketinget et nyt lovforslag om at tiltræde konventionen, som skal sikre bedre beskyttelse af mennesker og miljø, når skibe skal ophugges

Det har taget lang tid, men nu er Danmark på tærsklen til at tiltræde Hong Kong-konventionen, der på globalt plan skal sikre, at mennesker og miljø bliver bedre beskyttet, når skibe ophugges.

- Skiftende regeringer har arbejdet for det her, siden Hong Kong-konventionen blev til i 2009. Det er et juridisk komplekst område, og vi har ventet på EU noget af vejen, så jeg er glad for, at vi nu endeligt er på nippet til at tiltræde. Udtjente skibe indeholder typisk farligt affald, og de skal ophugges under forsvarlige forhold, og skibsfart er en global industri, hvor der er brug for fælles internationale regler, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen, som har fremsat et lovforslag om tiltrædelse, der i dag førstebehandles i Folketinget. 

På verdensplan bliver ca. 1.000 handelsskibe hvert år hugget op, og værdifulde materialer som stål bliver brugt igen. Langt de fleste skibe sendes til Asien og bliver ophugget under uordnede forhold i f.eks. Bangladesh.

Rederier er ombord
Danskopererede skibe bliver typisk ophugget på værfter i Indien, Kina og Tyrkiet, men også en lille del i Danmark.

Ifølge Danmarks Rederiforening sendes i alt ca. 10 danske skibe til ophugning om året, og Rederiforeningen ser frem til, at Danmark tiltræder Hong Kong-konventionen.

- Det er rigtig positivt. Omkring 70 procent af verdens skibsophugning foregår i tredjeverdenslande, og globale regler er afgørende for at sikre, at det sker på en forsvarlig måde. Vi skal derfor presse på for at flere lande følger trop, så konventionen kan træde endeligt i kraft. Det er nødvendigt for at forbedre forholdene globalt. Indtil det sker, opfordrer vi alle vores rederier til frivilligt at overholde kravene i konventionen, siger administrerende direktør i Danmarks Rederiforening Anne H. Steffensen.

Dele af Hong Kong-konventionen er allerede vedtaget i EU med den såkaldte Skibsophugningsforordning, og med Danmarks ratificering af konventionen er det håbet, at flere lande på globalt plan også vil tiltræde konventionen.

Det glæder også Dansk Metal og CO-Industri.

- Vi har i flere år arbejdet for en fuld ratifikation af Hong Kong-konventionen, så vores udenlandske kollegaer i f.eks. Indien, Bangladesh og Pakistan kan få rimelige arbejdsvilkår ved ophugning af skibe. Når Danmark tiltræder konventionen, er vi kommet et stort skridt videre, siger formand for Dansk Metal og CO-industri Claus Jensen.

Hvis lovforslaget vedtages, forventer regeringen, at Danmark kan tiltræde konventionen i løbet af foråret. 

Fakta - Hong Kong-konventionen:
- FN’s Internationale Maritime Organisation (IMO) vedtog med opbakning fra mere end 60 lande i maj 2009 Hong Kong-konventionen om forsvarlig ophugning af skibe.

- Når konventionen træder i kraft, forpligter de lande, som har tiltrådt konventionen, sig til, at deres skibe bliver ophugget på anlæg, der overholder konventionens krav, og at landets skibsophugningsvirksomheder kun ophugger skibe på en måde, der overholder konventionens krav.

- For at konventionen kan træde i kraft, kræves bl.a., at den er tiltrådt af mindst 15 lande, hvis kombinerede handelsflåde repræsenterer mindst 40 procent af den globale handelsflådes bruttotonnage.

- Både de store flagstater og de store skibsophugningsstater skal tiltræde konventionen, for, at den kan træde i kraft. Kun Norge, Congo, Frankrig, Belgien og Panama har tiltrådt konventionen.

- Indien har meldt ud, at de er klar til at tiltræde, når EU-landene har tiltrådt konventionen.

- Det er en ændring til loven om beskyttelse af havmiljøet og loven om miljøbeskyttelse, som nu gør det muligt for Danmark at tiltræde Hong Kong-konventionen.

Kilde: Miljø- og fødevareministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096