Skoleskibe på march mod Caribien
Søværnets sejlkuttere, Svanen og Thyra, er på vej mod Caribien for at markere 100-året for salget af De Dansk Vestindiske Øer. Søfart gik om bord i Porto, og sejlede med til Lissabon.
Råbet gjalder udover Atlanterhavet, mens sømændene – og en enkelt kvinde – haster hen til rælingen.
De har set dem før. Delfinerne. Men normalt kommer de mest om natten og skyder forbi i stimer, mens de springer op med legesyge grin, oplyst af måneskin og stjerner.
Det er fint nok. Men nu er delfinerne der pludselig i fuldt dagslys, og selv de mest garvede af folkene overgiver sig, hiver mobilen frem og filmer de glade vidundere.
Vi er en time fra Porto, godt et døgn fra Lissabon.
Jubilæumstur
Tre timer inden lander jeg i Portos lufthavn. Fredag d. 4. november 2016. Søfart er indbudt til at sejle med de to sejlkuttere (små skoleskibe, red.) Svanen og Thyra, der er på vej fra København til Caribien.
Søværnet vil markere overdragelsen af de Dansk Vestindiske øer til USA for 100 år siden, i marts 1917. For togtet er langvarigt.
Først går sejladsen via den europæiske atlanterhavskyst, siden over de canariske øer, og til sidst over Atlanten til de gamle danske kolonier i Vestindien. Men nu skal vi finde en taxa.
- Marina Atlantico?
Taxachaufføren i Portos lufthavn ser sig så langsomt over skulderen.
- Hvor, siger du?
Han ser forvirret ud, så jeg viser ham sms-beskeden fra Svanens kaptajn. Så nikker han tøvende.
- Vi prøver.
En halv time senere holder vi ved en privat marina. En buttet kvindelig vagt stiller sig ud ved bilen, bommen er lukket, men efter lidt forklaring peger hun ned i hjørnet og åbner bommen med et smil.
- Danskerne ligger dernede, siger hun.
Smukke kuttere
De to sejlkuttere rager højt op over alle de andre sejlbåde i marinaen. Med master over 20 meter fra vandlinjen er Svanen og Thyra til at få øje på, og de mange danske søfolk i uniform, der sværmer omkring dem, er med til at give dem et næsten magisk skær af gamle dage.
Kaptajn Martin Engelhardt på Svanen tager imod.
- Vi vil gerne snart af sted, vejret kan blive lidt hårdt, hvis vi venter for længe, siger han.
Jeg får en hurtig rundvisning af dæksgasten, en sikkerhedsbriefing - og får afsat bagagen, inden vi sejler ud af havnen med eskorte fra den lokale kystvagt.
Portugiserne i uniform vinker fra en lille motorbåd, mens de danske søfolk står ret langs rælingen, og lokale portugisere på molen stopper og ser nysgerrigt på to af den danske flådes mindste, men stolteste skibe.
Snart sakker Thyra lidt agterud, vi kan se hendes store sejl strække sig fra havet mod himlen bag os, da vi rammer delfinerne.
En af dem, der får nogle gode skud af dyrene, er Maria Jensen. Den eneste kvinde på de to kuttere.
Svær rekruttering
Da delfinerne er væk igen, fortæller Maria, at hun påmønstrede i hollandske Den Helder d. 14. oktober. Og at hun skal hjem fra Lissabon d. 8. november med de andre fem værnepligtige – de er tre på hvert skib, og de er ikke kadetter, men værnepligtige, siden der manglede frivillige kadetter til togtet.
Søværnet har faktisk svært ved at rekruttere, og man lægger ikke skjul på, at en del af baggrunden for togtet er et ønske om at skabe opmærksomhed om det gamle værn. Så man bedre kan rekruttere. Maria Jensen er da også begejstret.
- Det har været megafedt, vi får sejlet en masse i forskellige lande, og vi ser delfiner. Vi har været i Holland, Frankrig, Spanien og Portugal. Det er udfordrende at bo så tæt sammen, men også fedt. Man kommer hurtigt ind i en rutine. Når vi gør klar til sejlads, gør vi det på en bestemt måde. Og når vi kommer i havn, så gør vi dét osv., forklarer hun.
Maria uddyber, at de værnepligtige får hjælp af dæksgasten. Og hun har ikke noget problem med at være eneste kvinde om bord.
- Jeg har været den eneste pige på vores værnepligtshold, så jeg er vant til det der mandesamfund, som det stadig er i Forsvaret. Det er hyggeligt nok, men med så lille plads om bord, er der ikke noget privatliv. Vi sover i samme rum, og nogle gange kan man da have lyst til bare at lukke døren. Men det er nok også det, man kommer til at savne, siger hun, mens vi glider sydover igennem Atlanterhavets bølger.
Egen tur
Under dækket sidder kaptajn Engelhardt i sin private kahyt. Han roder med det administrative, mens folkene holder kursen. Han er glad for, at det lykkedes at komme af sted på det specielle togt.
- Det er en idé, vi selv har pitchet til vores chefer, og de synes alle sammen, det var en god idé. Også forsvarschefen, som godkendte turen, siger kaptajn Engelhardt.
Han forklarer, at de to skibe er på vej på det længste togt, de nogensinde har været ude på. Undervejs skal de ind i store havne - som i Porto - og ’vise flaget’.
- Det at sejle sejskibe er jo noget andet end at sejle krigsskibe, også selvom vi betragter os som et krigsskib. Sådan bliver vi også betragtet rundt omkring i havnene, hvor vi bliver modtaget som repræsentanter for Danmark. Vi har en diplomatisk funktion, forklarer han.
Ryk i kabyssen
Nogle meter derfra står kokken Jesper Larsen. I kabyssen. Han har været tilknyttet Svanen siden juli og er glad for at være om bord, selvom det ofte gynger i en grad, så det er svært at lave mad.
”Det er selvfølgelig en udfordring. Det er en prioritering, hvad du så kan lave i køkkenet. Det er svært at lave flydende ting,” siger han med et smil og tilføjer, at han har en fordel, der er nødvendig i hans stilling under dæk.
”Jeg bliver ikke så ofte søsyg,” siger han.
Hen mod aften er maden ved at være klar. Pasta med kødsovs, der bliver sat op i skumringen ved indgangen til messen. Folk holder godt fast, mens de bevæger sig rundt, for skibet krænger, som det skal, efter vinden har fået fat. Det blæser, men den varslede hårde vind lader vente på sig.
Lissabon i sigte
Vi spiser vores mad i ro rundt omkring på dækket i det vuggende hav. Vi kan skimte de mange lys langs kysten i det fjerne, men omkring os er der helt mørkt. Bortset fra stjernerne, der kigger frem mellem skyerne.
Natten bliver lidt urolig. Vinden lader stadig vente på sig, og natholdet, der har vagt fra 02-08 må skiftevis starte dieselmotoren, når vinden løjer af. Og slukke den igen, når vinden tager til. Først næste dag kommer vinden endelig for alvor.
Op ad morgenen får vi den i ryggen, som vi har håbet på. Den er livlig, og giver mulighed for næsten at surfe på bølgerne. Svanen bliver skubbet fremad og rusket lidt til tider, men vinden er absolut ikke for livlig. Den er perfekt. Vi skyder 10-14 knob, mens vejret skiftevis er overskyet med stænk af sol, der bliver stærkere hen på eftermiddagen.
Ved femtiden, ca. 25 timer efter afgangen fra Porto, kan vi se bølgerne slå op ad Lissabons gamle forter i det fjerne. Vi er fremme. Ved et af turens delmål. Og endestation for Søfart.
FAKTA: Svanen og Thyra
Sejlkutterne Svanen og Thyra er indtrådt i tjeneste henholdsvis d. 23. juni 1960 og d. 31. august samme år. De har alle årene tjent som skoleskibe i Søværnet.
De er bygget af P. Molich, Hundested Bådebyggeri. Der er tale om sejlskibe med en motor på 1 stk. Bukh Dieselmotor 30 Hk 1 stk. skrue
Kutterne bruges af Søværnets Officersskole til den fundamentale uddannelse af kadetter til søs, herunder navigation, kommunikation, sømandskab og samarbejde.
Derudover bruges kutterne ofte til repræsentative opgaver i og uden for Danmark, så som maritime sammenkomster og kapsejladser.
Sejlkutterne er 18,8 meter lange, 4,4 meter brede og har en dybdegang på 2,4 meter.
Hvert skib har en besætning på 4 mand, heraf én officer og 6-8 elever.
