Kontraktbrud kan RAL koste 200 millioner
Bryder Royal Arctic Line basishavnaftalen i Aalborg før tid, kan erstatningskravet løbe op på 200 millioner, lyder det fra Aalborg Havn
Erstatningskravet på 200 millioner kroner er Aalborg Havns juridiske og økonomiske rådgivere kommet frem til på baggrund af en markant forkortet nedskrivningsperiode på de store investeringer, som Aalborg Havn har foretaget på Grønlandshavnen i tiltro til, at basishavnaftalen ville blive overholdt. Det oplyser Aalborg Havn.
Aalborg Havn informerede lørdag den 8. oktober 2016 bestyrelsen i RAL om estimatet på erstatningskravet.
- Aalborg Havn A/S har på møder med vores gode kunder og samarbejdspartnere i Aalborg Havn og Nordjylland bekræftet, at der også ved den seneste forlængelse af aftalen i 2010 blev lovet, at de kunne investere og planlægge i tiltro til, at der nu var etableret en bindende aftale til og med 2022. Derfor kan og vil vi ikke indgå i forhandlinger om tidsrammen. En aftale er en aftale, siger bestyrelsesformand i Aalborg Havn, Thomas Kastrup-Larsen.
100 millioner på 10 år
Aalborg Havn har ved flere lejligheder klart udtrykt respekt for den store opgave, som ledelsen i RAL står over for i forbindelse med investering i ny tonnage og ny havn i Nuuk og er villige til at forhandle om yderligere investeringer i effektivisering i Aalborg Havn, såfremt basishavnaftalen forlænges.
På det kommende møde i formandskabet vil ledelsen i Aalborg Havn give sit bud på en strategi, der med udgangspunkt i fortsat skibsbetjening gennem Aalborg Havn kan give RAL besparelser og nye indtægter for 100 millioner kroner over ti år.
Strategien kræver dog, at Royal Arctic Line fjerner usikkerheden og forlænger aftalen med Aalborg Havn frem til 2027, således at både havnen og brugerne i Aalborg fortsat kan investere i tillid til, at Aalborg Havn er basishavn.
Kilde: Aalborg Havn