23948sdkhjf

Hempel rykkede hurtigt på tysk skandalesag

En hurtigt gennemført intern undersøgelse i Hempel har godtgjort, at fire tyske medarbejdere - som minimum - har været indblandet i en bestikkelsessag omkring marinemarkedet. Alle fire er nu afskediget og sagen som sådan overdraget til videre forfølgelse af de tyske myndigheder. Det var på baggrund af en opsøgning af det tyske politi medio august, at Hempel selv satte sin interne undersøgelse i værk, og det er altså resultatet af denne, der nu udfolder sig. De tyske myndigheders egne undersøgelser af sagen er der ikke oplyst noget om så langt.

Hos Hempel siger Group CEO Henrik Andersen til Søfart, at selskabet naturligvis er helt parat til at stå på mål for de bødemæssige etc. konsekvenser, sagen må få.

"Det står naturligvis ikke til diskussion. Men det er da klart, at det er en sag, vi meget hellere selv havde fået fat i. I stedet for at blive opsøgt af de tyske anklagemyndigheder - uventet - her den 17. august. Nu har vi så selv på godt otte uger rullet en del af sagen op. Og nok til at tage de oplyste konsekvenser, men fra myndighedernes side, kan der jo gå nærmere årevis, inden der sker noegt på afgørelsessiden. Det ville vi ikke vente på. Derfor den interne undersøgelse," understreger han.

”Vi kan også bekræfte så meget, at der er tale om en isoleret tysk sag, der altså ikke som sådan berører vore andre markeder. Og det kan også kort bekræftes, at vi fra Hempels side har rykket meget hurtigt og konsekvent på sagen,” forklarer group branding & communication director Malte Eggers til Søfart.

Sket i den særlige tyske shippingtrekant

Hempel understreger videre omkring sagen, at det er mistanke, man fra start tog meget seriøst, og at den for firmaets del blev udført af et eksternt uvildigt advokatfirma. Og konsekvensen var altså prompte overfor de fire involverede tyske medarbejdere, der skulle have benyttet sig af bestikkelse overfor personer i det tyske shippingmiljø på skibsredere og skibsmanagersiden. Nu kan man så afvente, hvad de tyske myndigheder får ud af sagen ud fra såvel egen undersøgelser som det overdragede materiale fra Hempel. Her er der formentlig noget hårdere straffe end afskedigelser i vente for de fire - der i øvrigt kan få følge af flere, forlyder det.

"Det vi har kunnet konstatere faktuelt er, at sagen har rullet sig ud netop den særlige tyske trekant mellem rederne, skibsmanagerne og så os som partner på coatingsiden. Det vi nu skal koncentrere os om, er at at forhindre at at lignende forhold kan opstå i fremtiden. Og så skal det også understrges, at vi fortsætter de grundige interne undersøgelser, og derfor ikke kan afvise, at der sker yderligere udvikling i sagen for vores del. Hvad myndighederne angå, kan vi kun afvente sagens gang," slutter Henrik Andersen

Helt uacceptabelt understreger CEO

Group CEO i Hempel har i forbindelse med sagen skarpt taget afstand fra det hændte. Og han beklager dybt, at man i nogle tilfælde har kunnet konstatere, at klare interne regelsæt er blevet overtrådt. Han pointerer videre, at Hempel ikke tolererer ulovlig praksis og at overtrædelserne ikke kun er et brud på Hempels regler, men også en angreb på kunderne. Og ikke mindst et markant tillidsbrud overfor selskabets ca. 6.000 ansvarsfulde og dedikerede medarbejdere på globalt plan.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078