Mærsk beholder topchef og siger farvel til tre andre
Konstitueret Mærsk-topchef beholder jobbet. Ny strategi betyder farvel til flere andre
Ny strategi i olie- og rederigiganten A.P. Møller-Mærsk betyder farvel til en stribe ledende medarbejdere i konglomeratet. Men konstitueret topchef Søren Skou fortsætter på posten, oplyser selskabet, der fremover bliver delt op i en transport- og logistikdivision og en energidivision.
Søren Skou, der har været konstitueret direktør for Mærsk-gruppen og samtidig chef for containerrederiet Maersk Line, fortsætter som administrerende direktør for gruppen og bliver også administrerende direktør for den nye transportdivision.
Samtidig bliver Claus V. Hemmingsen, der tidligere var administrerende direktør for Maersk Drilling, topchef for energidivisionen og viceadministrerende direktør for gruppen.
Jakob Stausholm, der var finansdirektør hos Maersk Drilling, overtager den 1. december stillingen som finansdirektør for gruppen, mens den nuværende, Trond Westlie, fratræder samme dato og forlader selskabet.
Kim Fejfer, der hidtil har været administrerende direktør for APM Terminals, fratræder fra direktionen per 1. oktober og fratræder fra selskabet 1. november.
Den tidligere topchef for Maersk Oil, Jakob Thomasen, fratræder ligeledes direktionen per 1. oktober og forlader Mærsk den 1. november.
Indtil nu har A.P. Møller- Mærsk været delt op i fem divisioner, men selskabet forventer at kunne høste fordele ved at slå dem sammen til to.
/ritzau/